En lille forklaring på denne blog

Jeg blev kraftig opfordret til at skrive en blog, mens jeg er i Paris, og besluttede så (næsten frivilligt) at begynde at fortælle om, hvad jeg oplever her i byen – både for at familie og venner kan følge med, men også for, at fremtidige folk, som overvejer at blive au pairs, kan få endnu et synspunkt på, hvordan det er.

Til selve ankomsten

Jeg ankom til Charles de Gaulle d. 27/8, og hold da op, det kan være en forvirrende lufthavn. Lidt mystisk, at man ikke skulle igennem en eller anden form for paskontrol, man gik bare direkte hen til bagagebåndet for at få sine kufferter. Men uden problemer kom jeg ind hen til den rette adresse i Paris (i det 9. arrondissement), hvor jeg blev mødt af moren, Charlotte, i opgangen efter jeg havde tastet deres kode ind til opgangen. Derefter mødte jeg børnene, mens Charlotte lige fik sat en gardinstang op på mit værelse (YES! Nu kommer solen kun halvt ind om morgenen!). Med den yngste af børnene, en dreng på 8, spillede jeg en (mærkelig!) variant af UNO, mens vi ventede på, at moren kom tilbage så jeg kunne komme hen at se mit værelse og begynde at pakke ud.

Mit værelse ligger på den anden side af gaden, på 6. sal (heldigvis er der elevator). Værelset er nok ca. en 10-12 m2, men det er så også med badekabine, håndvask og “køkken” (- dvs. en kogeplade, elkedel og kaffemaskine). Selvom det er lille er det nu ganske hyggeligt. Det er meget rart at kunne “slippe væk” fra familien, og at man ikke behøver at være social om aftenen (eller dagen).

Lidt mystisk har det dog været at skulle vænne sig til at have nøgler med, når man skal på toilettet, for det ligger ude på gangen og jeg deler det med min eneste nabo, som er au pair for en familie i samme opgang. Hun er også dansker, så det er meget rart at kunne kommunikere uden problemer. Vi er de eneste, som bor på “vores” gang, men lige overfor (som stadig er i denne opgang) bor der også nogle andre. Anyway, nøglerne bliver man nødt til at huske, fordi når vinduet er åbent (som det konstant er – der er ingen udluftning overhoved) så kan døren smække og så kan man pænt stå ude på gangen og glo. Min nøgle er den eneste kopi (hvilket egentlig også er lidt dumt fra familiens side). Endnu mere mystisk er det dog, at stort set ingen toiletter i Frankrig har en vask i det samme rum. Møghamrende ulækkert og uhygiejnisk er alle de danskere som jeg har talt med blevet enige om at det er. Min nabo og jeg har desinficerende tam tam – bare rolig 🙂

Som nævnt har jeg en kode ind til familiens opgang, men jeg har en berøringsflade-dimsedut-som-drømmer-om-at-have-været-en-nøgle-i-tidernes-morgen til min egen opgang. Det er lidt af en tilvænningssag at skulle benytte sådan en dims, men i det mindste er den pålidelig og har ikke ydet nogle problemer.

I modsætning til mine andre to nøgler.

Låsen til min egen dør er teknisk set meget simpel: Man drejer nøglen til venstre og så drejer man den lidt mere, når man tror man ikke kan dreje mere. Så går den op og man kan skubbe døren åben.

Der er bare den lille detalje, at døren binder. Så nogle gange, når man prøver at dreje låsenliiige lidt mere, tænker døren “nej, egentlig ikke. Ikke i dag”, mens den andre gange sagtens kan drejes hele vejen, men så tænker den bare “nej, egentlig ikke. Jeg kan godt lide at være lige her. Jeg bevæger mig ikke” uanset, hvor meget man hamrer på døren. Det er virkelig en dør, som kræver tålmodighed, men i det mindste er den ikke en rumstation som familiens dør er.

Når man åbner den, skal man nemlig dreje nøglen HELE vejen rundt og så lidt til før man kan komme ind, men det er ikke åbningen, som er et problem for mig. Det er lukningen af døren, som er et mareridt. Derhjemme er jeg vant til, at man bare smækker døren og bam! så er den låst. Det samme gælder for min egen dør, men deres? Niksen biksen. Den skal drejes HELE vejen rundt og lidt til, hvilket er simpelt nok i sig selv, bortset fra, at den ikke altid vil samarbejde med en. Heldigvis har jeg opdaget, at hvis man holder fast i døren og læner sig bagud, så hele ens vægt hænger på døren, er det nemt nok at låse døren. Selvfølgelig opdager man det efter, at man i flere dage har kæmpet med at låse døren…

Det er underligt lige pludselig at være alene konstant, men min nabo og jeg er blevet enige om, at musik er godkendt larm, når man er vågen, for det kan godt nok være meget stille at være her. Lidt efter lidt begynder man dog at vænne sig til at være her, og man kommer så småt ind i rutinen. Lidt tid går der nok før det ikke føles underligt!