Blog Image

Aupair

Livet som au pair i Paris

En lille forklaring på denne blog
Jeg blev kraftig opfordret til at skrive en blog, mens jeg er i Paris, og besluttede så (næsten frivilligt) at begynde at fortælle om, hvad jeg oplever her i byen - både for at familie og venner kan følge med, men også for, at fremtidige folk, som overvejer at blive au pairs, kan få endnu et synspunkt på, hvordan det er.

Skik følge eller land fly

Paris Posted on tirs, september 16, 2014 18:15

Alle går over vejen selvom der ikke er grønt. Det er så uvant i forhold til derhjemme, hvor man venter på, at signalet skifter – også selvom det er sent om aftenen og der ikke er nogle andre – fodgængere eller bilister – i miles omkreds.

Uanset hvad, så venter man.

Her er det helt anderledes, børnene lærer det, når de er helt små, men det er faktisk noget, som man overtager ret hurtigt. Nu er det sjældent, at jeg kigger på signalet, derimod kigger jeg på vejen for at se hvornår der kommer et hul i trafikken.

Nogle steder (Champs-Élysée og Concorde) er man dog nødt til at kigge på signalet.

Lidt sjovt er det dog, at nogle steder (Operaen) er der kun et signal på den ene side (som selvfølgelig er den side man ikke kan se) så der er det lidt russisk roulette at gå over – virkelig mange biler ved operaen!

En anden ting, man bare skal acceptere er alle løbehjulene. Alle kører på dem, også de voksne. Lidt ubehageligt er det dog at køre over alle indkørslerne – det bumper helt vildt.
Men ganske praktisk er det i Montmartre, hvor der er mange bakker og stejle gader (til dem, der ikke ved det, jeg bor i Montmartre smiley)



Min udsigt fra sjette sal

Paris Posted on tirs, september 16, 2014 14:05



Isabellas køkkenmareridt!

Paris Posted on tirs, september 16, 2014 14:01

Når man tænker på alle de fordomme, der er om franskmænd og
om hvor sippede de er med deres mad, er der godt nok meget af det jeg vil være
uenig i fra nu er.

Der er så meget galt, at det her bare bliver en lang liste
af brok.

For det første er deres køkken utrolig lille, man kan
nærmest kun være en person derude. Samtidig er deres udstyr bare ikke i orden.

Deres ovn har ikke nogle grader, det er bare tal og mellem 6
og 7 er det ca. 180 grader. For det kan man jo sagtens arbejde med. Jeg aner
ikke, hvor alle de andre grader er henne, så det bliver taget lidt på slump.

Ligesom alt andet. For de har ikke et decilitermål (!). De
har heller ikke en hvidløgspresser (*besvimer*) og før jeg bad om hvidløg
(skriver en liste over ting jeg har brug for til min madplan hver fredag –
mindre detalje, at moren ikke altid holder sig til den) havde de ikke noget
(*besvimer lidt mere*)

Deres udvalg af grøntsager er ubeskriveligt. De har en
hulens masse auberginer, ret mange tomater og så noget salat. Nu har de dog
også løg (som jeg bad om), fire gulerødder (derhjemme har vi en kasse) og
blomkål (held og lykke med at få det spist, for jeg bruger det ikke).

Men værst af alt, de havde ikke nogle kartofler eller hakket
kød! Hvordan skal en dansker kunne lave mad uden kartofler, hvidløg og hakket
kød?!

Det var faktisk løgn, det med kartoflerne var ikke det
værste. Det værst er antallet af færdigretter. Udover supermarkeder har jeg
aldrig set så mange færdigretter på det samme sted. Halvdelen af dem ved jeg
ikke engang, hvad jeg skal bruge til.

Den eneste fordom, der rent faktisk holder er franskmændenes
indtag af brød og ost. De har en hel kasse (sådan en som vi bruger til
gulerødder) kun til ost. Næsten hver dag har forældrene en baguette med hjem
(og ude i byen kan man se folk, som bare går rundt med en papirpose, hvor en
baguette stikke op – meget sært), som så bliver spist sammen med ost. De har
allerede besluttet sig for, at jeg er mærkelig for en dag spurgte faren, om han
skulle købe noget brød med og jeg sagde nej, for det var ikke nødvendigt for
retten, hvorefter han så pænt fortalte mig, at han mente til osten, og at det
var en meget u-fransk ting at sige. Udover de her baguettes har de ikke rigtig
andet brød i huset. Kun noget franskbrødsagtig brød, der er så hvidt, at hvid
maling ville være misundelig.

Næsten hver dag spiser de dessert, men ikke kun ost, også
noget yogurtagtigt-mouss-ting, som ikke smager af det store (man blev jo lige
nødt til at finde ud af, hvad det handlede om). Dog er det ikke kun efter
aftensmaden de er usunde. Omkring klokken 17 har de “goûter”, som er
en lille snack-ting, men det er chips, det hvideste brød nogensinde set med
nutella, småkager eller sådan noget de spiser. Familien har æbler og andet
frugt, men det spiser de ikke som en snack.

Det er i den grad en anden verden at komme ind i.



La Chenardière + fransk kørsel

Paris Posted on tirs, september 16, 2014 13:40

Familien har et hus (som hedder La Chenardière – billeder her) ude på landet ca. 2,5 time fra Paris som
de tager op til hver weekend. Den første weekend var jeg med dem deroppe.

Vi tog afsted omkring middag om fredagen (børnene havde
stadig ferie) og kørte hen for at hente faren på hans arbejde, hvor vi kørte
forbi Triumfbuen (hermed afkrydset på listen over ting, der skal ses – har dog
ikke været oppe i den endnu) og derefter kørte vi hen til byen deres hus ligger
i.

I Paris kører de som sindsyge! Det er nærmest hollandsk
kørsel de har gang (uden at blinke!). Ved Triumfbuen kørte alle bare som det
passede dem, der var ikke nogle streger på vejen, og hvis man skulle ud af
rundkørslen begyndte man da bare at køre ud. Det blev bedre på motorvejen, hvor
vi skulle igennem to betalingsanlæg (O_o underligt. Troede kun man brugte dem i
USA), men den hurtigste vej hen til byen er gennem en masse små veje efter
motorvejen. Disse små veje svinger en del og er også lidt bakkede (lige noget
for far), men bare fordi der er sving, hvor man ikke kan se de modkørende,
betyder det da selvfølgelig ikke at man sætter farten ned i disse sving.

Men næ nej, vi kører da bare
derud af med fuld fart fremad. Man blev kastet lidt rundt i bilen, men lidt
skræmmende var det. Det var først på tilbagevejen, at jeg begyndte at slappe af
og havde tiltro til, at vi ikke ville køre galt.

Uden at være køre galt ankom vi dog ud på eftermiddagen, og
huset skulle åbnes (skodderne åbnes, dørene åbnes osv.) Jeg blev vist rundt, og
fik mit helt eget (store!) værelse på første sal, som egentlig var større end
børnenes egne på anden sal – mistænker, at det er fordi mit værelse lugtede af
havre, så derfor har ingen af dem taget det. Udsigten var der dog ikke noget at
klage over. De har en kæmpe have – og jeg fik vist ikke engang set det hele af
den – med en lille sø, og masser af træer.

Til gengæld fik jeg en del historie
om, hvorfor huset var blevet bygget og sådan af faren, som virker til at være
meget (!) historieinteresseret. Det var noget med, at da der var konger skulle
hoffet og alle dem, der nu fulgte med, når kongen rejste skulle have et sted at
bo, når kongen var på slottet (eller noget i den stil) og derfor blev der
bygget en del af sådan nogle huse, som så har været i familien i noget tid,
hvorefter de så købte det af morens bedsteforældre.

Begge aftener havde forældrene middage hos nogle venner, så
teknisk set var jeg stadig på arbejde, da jeg skulle sende ungerne i seng, men
det var hyggeligt nok. De spillede meget X-boks og datteren og jeg så The
Voice: Kids om lørdagen efter drengene var gået i seng. Vi skal nok være glade
for, at det program endnu ikke er kommet til Danmark. Udover at spille meget
X-boks, spillede vi også et par brætspil (aldrig spil Matador, når man ikke
helt forstår, hvad der bliver sagt til en! Den yngste snød noget så grusomt) og
jeg fik læst et par (*host host* mere end et
par
*host host*) tegneserier.

Alt i alt, var det en ganske hyggelig weekend, men man skal
sørge for at have et par bøger med derop for at få tiden til at gå. Jeg tager
nok ikke med derop lige foreløbig, Paris er lidt mere spændende (og har
internet smiley )