Aupair

Nu har vi jo haft oplevelsen af at være i biffen i USA så
skal det da også opleves i Paris. Selvfølgelig hjælper det også på lysten, at
filmen jeg så var baseret på en bogserie, som bare er dejlig (kan klart
anbefale den – Victor tag dig sammen og få læst dem!), så selvfølgelig skulle
jeg også se filmen.

Franske biografer kan bare være lidt trælse…

Jeg havde spurgt faren i familien om hvordan franske
biografer fungerer og han fortalte om en hjemmeside som skulle være lidt
ligesom Kino (det er den ikke! Selv efter Kinos trælse opdatering er den
bedre).

Alle film i Frankrig blive jo dubbet, og da jeg egentlig
helst ville undgå en dubbet version valgte jeg at søge efter VO – version originale. Der var bare det
lille bitte problem, at kun et par forestillinger dukkede op. “Nå,”
tænker jeg så. “Hvis det skal være på den måde!” Så var jeg fornærmet
og bestemte mig for at vente til selve ugen, hvor den havde premiere (kan vi
lige værdsætte, hvordan film i Frankrig har en senere premiere end i resten af
verden? Bemærk sarkasmen, den havde næsten været i biffen i en måned alle andre
steder!) Så det gjorde jeg, men ak ve åh
smerte! Der var stadig kun de der få forestillinger, så det blev jeg jo
nødt til at acceptere, hvis jeg ikke ville have den franske udgave. Jeg fik så
bestilt en billet til tirsdag aften (22.15) til en billigere pris pga.
studiekort (point til franske biografer). Selv uden rabat ville det have været
billigere end derhjemme. Jeg måtte af med omkring 8 euro for en
aftenforestilling – ca. halv pris! Dog var billetten jeg fik tilsendt noget
trist

Dog hentede jeg en “rigtig” billet i en
afhentningsautomat i selve biografen (eller teknisk set uden for, den var lidt
mærkeligt bygget op…)

Dog var det nærmere en papirflap, der ville ønske, at den
var en billet, men point for at prøve skal de dog have.

Jeg gik så ind for at komme ind (duh!) og billetfolkene
accepterede så den triste undskyldning for en billet, og damen jeg snakkede med
var rar og venlig, da hun opdagede, at hun talte lidt for hurtigt fransk til,
at jeg kunne forstå det. De skal nemlig lige tjekke om man rent faktisk er
studerende eller om man bare lyver, men klog som jeg var havde jeg mit
studiekort (som også er en
papirflap!) med, så jeg kom ind uden problemer.

Dørene til salen (nr. 1 endda – totalt fornemt) var ikke
åbne endnu, så en længere kø var dannet, så jeg stillede mig også pænt op. Der
stod vi så og stod. Og vi stod lidt mere. Så kom en mand og hundsede folk
fremad, der kom jeg faktisk meget tættere på døren, og når der er frie pladser i salen er det en meget god ting. Efter det stod vi lidt mere. Og stod og stod og stod
og stod og stod (syng det til melodien fra Bamses Julerejse)

Lige pludselig blev klokken 10 over 10 og filmen skulle
altså begynde kvart over. Dørene var stadig ikke åbne.

ENDELIG! blev de så åbnet og Københavner-genet i mig sikrede
mig en dejlig plads. Lige i midten, virkelig behagelige sæder og ingen omkring
mig. Kunne det blive bedre? Ja, de kunne starte filmen til tiden. Det gjorde de
dog ikke…

Omkring 22.20 begyndte reklamerne, som var flettet sammen
med trailerne. Det var meget mystisk. Først en reklame og så trailer og så
reklame igen. Underligt system, men vi kom gennem det, og endelig (!) begyndte
filmen.

Her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at alt forløb
perfekt og jeg ikke ville behøve at sige noget om noget før jeg kom ud af
biografen…

Desværre kom en gruppe venner for sent…

De fik så den dejlige tanke, at der hvor jeg sad, ville man
egentlig sidde rigtig godt, og det havde de jo ganske ret i for så god er jeg
bare, så der bevægede de sig pænt hen.

Nu kunne de have valgt at sætte sig ned og ikke sige et pip,
men nyde resten af filmen. Gjorde de det? Nænej, selvfølgelig ikke. De er jo
høflige franskmænd og skal da lige høre om der er nogle, der sidder på pladsen
ved siden af mig – den plads som jeg på ingen måde havde spærret eller på nogen
måde gjort mine til at eje den. Derefter forløb det ganske fint. Dog var damen
ved siden af lidt højlydt i sin gråd og sit grin, men jeg overlevede.

Ingen problemer med at komme ud bortset fra, at biografen
ligger under jorden (da da da dam!) og selve centeret var lukket så man var
nødt til at gå op for at gå ned for at tage metroen. Lidt træls at have med at
gøre.

—

Til gengæld er deres teatre gode til at sørge for ordentlige
billeter!

Jeg var inde at se Le Bal des Vampires, som oprindeligt er
en tysk musicalparodi om vampyrer, der fremføres i Paris på Téâtre Mogador her
i efteråret og i vinteren. Selve teatret er simpelthen så fint!

Generelt er franskmænd bedre til at gå i teatret end de er
til at gå i biografen. Der var ingen, som kom for sent og der blev klappet på
de rigtige tidspunkter.

Dog!

Der er dog et “dog”. Mange begyndte at gå mens
skuespillerne bukkede. Det gør man altså bare ikke!

Dybt suk over franskmænds manglende pli.

Dog må min undersøgelse være mere dybdegående, man får ikke
et ordentligt resultat efter to iagttagelser, så jeg må hellere gå i biografen
og teatret igen.

Hvis der er nogle, som skal til eller fra Paris fra Orly og
har tænkt sig at benytte sig af offentlig transport (og som ikke har noget imod
at bruge en 20-30 minutter ekstra på transporten) vil jeg anbefale IKKE at
benytte sig af Orlyval+RER.

Selv har jeg et pass Navigo så i weekenden og om fredagen
kan jeg køre i alle zoner med RER, men når man står af på Antony med RER-B for
at skifte til Orlyval duer Navigo ikke mere, så jeg skulle betale 9 euro ekstra
for at køre i 10 minutter.

Derimod kan jeg køre hele vejen på mit metrokort, hvis jeg
tager metrolinje 7 (La Courneuve – Ivry/Villejuif) og står af på endestation
Villejuif og der skifter til T7 (tram 7) og tager den til Aéroport d’Orly.

For dem, som ikke har et metrokort (hvilket jo er de fleste
turister) koster turen med RER og Orlyval omkring 10 euro, mens M7+T7 koster
3,40 euro per person (1,70 euro per billet; en billet til metroen og en til
tram)

Dette er værd at have i baghovedet når man planlægger, da det ikke er en transportmulighed, der bliver reklameret for

Vi mødtes på Gare Montparnasse klokken halv ni, så det
betød, at man skulle meget tidligt
op… Og så endda en lørdag! Men vi overlevede og kom afsted med et lyntog ligeså snart alle var
ankommet. Vi var en ca. 30 stykker plus guide og arrangør af turen. Selve turen
til Versailles tog omkring 10-15 minutter. Jeg havde regnet med, at det ville
tage længere tid, men åbenbart ikke med lyntog.

Men pointen var jo, at vi ankom og det gjorde vi jo. Så gik
vi fra stationen til selve slottet, hvilket tog en 15-20 minutter. Vi skulle
nemlig også lige have en lille historie om et eller andet hus, der var noget
inde for huse (tror måske det var noget rådhus eller noget i den stil), men vi
ankom dog til selve slottet ret hurtigt efter det. Fordi størstedelen af os var
under 26 og europæiske statsborgere skulle vi ikke betale (wuhuu! Togturen var
for de fleste også gratis, da man kan køre i alle zoner fredag, lørdag og
søndag på metrokortet, så for mig var det en fuldstændig gratis tur). Dog da vi
skulle igennem et sikkerhedstjek blev de fleste af vores madpakker taget fra
os, så vi fik en fin lille nummerflap så vi kunne afhente vores mad senere.

Derefter bevægede vi os ind på slottet, hvor vi stoppede
(eller prøvede på det – det var lidt samlebåndsagtigt med alle de mennesker) i
hvert rum for at finde vores ankerpunkt (ja… han blev ved med at sige
det…).

Vi var “kun” på første sal (der hvor Spejlsalen og De kongelige gemakker er), men vi fik så til gengæld rigeligt med historie om de
rum (mange ankerpunkter, mange reliefer og statuer og andre spændende ting og
sager). Ganske underholdende var det, da en museumsmand kom hen mens Henrik
(som kunsthistorikeren hed) fortalte os om et rum og spurgte om han var
“en autoriseret Versailles-guide” for det vil slottet jo selvfølgelig
selv tjene penge på, men næ nej, han var da slet ikke en guide, vi gik bare og
kiggede. Så det gik vi og morede os lidt over indtil vi kom væk fra
museumsmanden.

Efter selve slottet (læs: første sal), hvor vi havde
fornemmet symmetrien og forbindelsen mellem de to trapper vi kom ind og ud af
(hhv. konge– og dronningetrappen), begyndte vi at gå ned mod Marie-Antoinettes
lille slot og landsby efter at have hentet vores madpakker og holdt et
frokoststop. Personligt synes jeg det “lille” slot og
“landsbyen” var noget af det bedste ved turen. Der var knap så mange
mennesker og man kunne få nogle bedre historier ud af Henrik (som vi gjorde) om
slottet, som ikke nødvendigvis havde noget med et bestemt rum eller en bestemt
genstand på slottet, eller perioden eller hvad vi nu lige ville have svar på.
På slottet skulle vi lige bemærke trappen (for at opretholde den nyfundne
tradition) før vi bevægede os videre rundt, derefter gik vi ned mod den lille
landsby, hvor vi gik lidt rundt før vi bevægede os videre. Landsbyen lignede
noget fra et eventyr. Den er så tydelig falsk at den er hyggelig at gå rundt i.

Derefter gik vi en lidt alternativ vej gennem nogle
haveagtige steder så vi kom hen mod kongens
“lille” slot, her var vi dog ikke indenfor, men gik gennem en
buegang for at komme hen til forsiden, hvor vi også lige skulle tænke tilbage
på hvad vi havde oplevet på slottet for at finde symmetrien.

Derefter var det tilbage mod stationen – eller hvis man
havde lyst til at gå gennem slottets haver (som man skulle betale for – der er
noget med et lys/vandshow så det koster 9 euro at komme ind) kunne man gå den
vej sammen med Henrik – de fleste valgte dog at gå med Elisabeth (kirkens
ungdomsvejleder) mod stationen. Det var så den tur. Det var super hyggeligt at
være afsted, og selvom vi (læs: jeg) har gjort lidt grin med kunsthistorikerens
ankerpunkter og sådan, var det nu meget interessant at høre hvad han havde at
sige.