Vi mødtes på Gare Montparnasse klokken halv ni, så det
betød, at man skulle meget tidligt
op… Og så endda en lørdag! Men vi overlevede og kom afsted med et lyntog ligeså snart alle var
ankommet. Vi var en ca. 30 stykker plus guide og arrangør af turen. Selve turen
til Versailles tog omkring 10-15 minutter. Jeg havde regnet med, at det ville
tage længere tid, men åbenbart ikke med lyntog.

Men pointen var jo, at vi ankom og det gjorde vi jo. Så gik
vi fra stationen til selve slottet, hvilket tog en 15-20 minutter. Vi skulle
nemlig også lige have en lille historie om et eller andet hus, der var noget
inde for huse (tror måske det var noget rådhus eller noget i den stil), men vi
ankom dog til selve slottet ret hurtigt efter det. Fordi størstedelen af os var
under 26 og europæiske statsborgere skulle vi ikke betale (wuhuu! Togturen var
for de fleste også gratis, da man kan køre i alle zoner fredag, lørdag og
søndag på metrokortet, så for mig var det en fuldstændig gratis tur). Dog da vi
skulle igennem et sikkerhedstjek blev de fleste af vores madpakker taget fra
os, så vi fik en fin lille nummerflap så vi kunne afhente vores mad senere.

Derefter bevægede vi os ind på slottet, hvor vi stoppede
(eller prøvede på det – det var lidt samlebåndsagtigt med alle de mennesker) i
hvert rum for at finde vores ankerpunkt (ja… han blev ved med at sige
det…).

Vi var “kun” på første sal (der hvor Spejlsalen og De kongelige gemakker er), men vi fik så til gengæld rigeligt med historie om de
rum (mange ankerpunkter, mange reliefer og statuer og andre spændende ting og
sager). Ganske underholdende var det, da en museumsmand kom hen mens Henrik
(som kunsthistorikeren hed) fortalte os om et rum og spurgte om han var
“en autoriseret Versailles-guide” for det vil slottet jo selvfølgelig
selv tjene penge på, men næ nej, han var da slet ikke en guide, vi gik bare og
kiggede. Så det gik vi og morede os lidt over indtil vi kom væk fra
museumsmanden.

Efter selve slottet (læs: første sal), hvor vi havde
fornemmet symmetrien og forbindelsen mellem de to trapper vi kom ind og ud af
(hhv. konge– og dronningetrappen), begyndte vi at gå ned mod Marie-Antoinettes
lille slot og landsby efter at have hentet vores madpakker og holdt et
frokoststop. Personligt synes jeg det “lille” slot og
“landsbyen” var noget af det bedste ved turen. Der var knap så mange
mennesker og man kunne få nogle bedre historier ud af Henrik (som vi gjorde) om
slottet, som ikke nødvendigvis havde noget med et bestemt rum eller en bestemt
genstand på slottet, eller perioden eller hvad vi nu lige ville have svar på.
På slottet skulle vi lige bemærke trappen (for at opretholde den nyfundne
tradition) før vi bevægede os videre rundt, derefter gik vi ned mod den lille
landsby, hvor vi gik lidt rundt før vi bevægede os videre. Landsbyen lignede
noget fra et eventyr. Den er så tydelig falsk at den er hyggelig at gå rundt i.

Derefter gik vi en lidt alternativ vej gennem nogle
haveagtige steder så vi kom hen mod kongens
“lille” slot, her var vi dog ikke indenfor, men gik gennem en
buegang for at komme hen til forsiden, hvor vi også lige skulle tænke tilbage
på hvad vi havde oplevet på slottet for at finde symmetrien.

Derefter var det tilbage mod stationen – eller hvis man
havde lyst til at gå gennem slottets haver (som man skulle betale for – der er
noget med et lys/vandshow så det koster 9 euro at komme ind) kunne man gå den
vej sammen med Henrik – de fleste valgte dog at gå med Elisabeth (kirkens
ungdomsvejleder) mod stationen. Det var så den tur. Det var super hyggeligt at
være afsted, og selvom vi (læs: jeg) har gjort lidt grin med kunsthistorikerens
ankerpunkter og sådan, var det nu meget interessant at høre hvad han havde at
sige.