Kirken holder hvert år en julebasar for at samle penge ind
til kirken. Det er mest de gamle, der står for det – de har boderne, sørger
for, at de ting de skal sælge er der (bestille hjem og sådan) og står i dem til
selve basaren. Selvfølgelig hjælper de ansatte i kirken også til, og udover dem
er der rekrutteret en hel del unge frivillige til at hjælpe med at sætte
basaren i ugen op til og hjælpe til i selve weekenden (fredag til søndag).
Søndag startede vi og jeg blev ret hurtigt sat på
køkkentjansen som betød, at jeg egentlig ikke hjalp med at rive kirken ned, men
“bare” sørgede for frokost til efter det meste var ryddet væk. Det
var super hyggeligt, og jeg tror egentlig, at vi brugte længere tid på at spise
frokost og sidde at snakke imens end at arbejde. Fordi jeg var ude i køkkenet
var alle pladser blevet taget og folk var godt i gang med at spise, da jeg kom
ind, så jeg var nødt til at kapre en bordende – hvor der allerede sad nogle på
langsiden af bordet – med min tallerken mens jeg fandt mig en stol. Så sad vi
der i et par timer og snakkede. Mig som den eneste dansker, og så ellers
udlændinge, der snakkede dansk.
Jeg skulle også have været i kirken for at hjælpe til hele
ugen, bortset fra onsdag, men fordi jeg var syg mandag og tirsdag kom jeg først
torsdag, hvor jeg hjalp med at bære en del ting op på loftet (man skulle ikke
tro, at tomme flyttekasser var så besværlige at have med at gøre) og tegne på
nogle whiteboards i kælderen, som var lavet til en café.
Fredag kom jeg og skulle egentlig have hjulpet med
personalebespisning i Danmarkshuset – som ligger på Champs-Élysée (hvis man går
ned fra Triumfbuen kan man ikke undgå at se to Dannebrogsflag), hvor der var
lavet et lille cafeteria for personalet så man kunne få noget frokost – men da
jeg kom ind mødte jeg ungdomsvejlederen, som har stået for de frivilliges
vagtplan, som sagde, at de ikke havde brug for hjælp derovre så i stedet kom
jeg til at stå i garderoben, hvor vi tog folks overtøj – men kun hvis de ville
af med det 😉 – og talte, hvor mange besøgende, som kom med en klikker og med mellumrum skrive hvor mange, der var kommet på det givne tidspunkt –
indenfor de første 20 minutter var der kommet over 210 gæster,
ungdomsvejlederen fortalte mig, at folk havde stået i kø udenfor for at komme
ind!
De to, som stod i garderoben før jeg kom, gik til frokost
lidt efter jeg var kommet så jeg stod alene med garderoben i måske en halvtimes
tid. Det var egentlig hyggeligt nok, man skulle bare lige vænne sig til at folk
per refleks taler fransk til en. Det virkede som om, der var flere franske
gæster end danske. Selvom det foregik på fransk det meste af tiden, gik det
super og jeg fik small talket en hel del…
De to andre kom så tilbage og stod der indtil de skulle
videre til deres næste vagt klokken 15. Fordi jeg kun var der i et par timer
havde jeg kun en vagt så jeg blev pænt stående og tog mig af garderoben, mens
jeg ventede på dem, som skulle hjælpe til efter de to andre.
Der kom bare ikke lige nogle.
Ved en halvfire tiden kom ungdomsvejlederen forbi og vi kom
frem til, at ham som skulle have hjulpet til var gået til frokost så
organisten, som ikke lige havde noget at lave blev sat til at hjælpe mig med
garderoben indtil jeg skulle gå ved en 16-tiden for at nå, at hente Quentin fra
skole. Mens vi ventede på ham den anden fik jeg også lige oplært organisten i
garderobekunsten, fordi vi ikke lige vidste hvornår den anden kom tilbage fra
frokost. Det nåede han dog at gøre lige før jeg skulle gå, så garderoben overlevede.
Lørdag kom jeg klokken tolv og var på “rydde borde i
restaurant og café”-tjansen, men endte med at blive stikirenddreng (-pige)
mellem buffeten og kælderen, hvor de lavede smørrebrød og kager. Jeg fik
utrolig meget motion efter at have gået op og ned af de trapper i tre timer med
smørrebrød og kager.
Senere, da jeg egentlig var på et andet hold, fortalte en af
buffetdamerne, at jeg var den bedste medhjælper de havde haft i hele weekenden,
for jeg stod ikke bare stille og ventede på en ordre, men gjorde selv en
indsats og tænkte selv.
Under min stikirenddrengs tjans havde jeg slet ikke nået at
få frokost, og da jeg stod nede i kælderen og ventede på, noget smørrebrød blev
færdigt, sagde kagemanden, at hvis jeg kunne finde en tallerken kunne jeg få
noget æblekage til frokost.
Kunne jeg finde en tallerken? Ja, det kunne jeg da
tihvertifald! Så jeg fik æblekage direkte fra mikseskålen før den egentlig var
blevet samlet. Skøøøn frokost!
Efter buffetvagten var jeg den “toiletansvarlige”,
hvor man skulle tjekke hver halve time om der var pænt og rent, og en gang
under vagten gøre rent (vaske gulv). Det var en lidt afslappet tjans at have så
jeg fik også spist (rigtig) frokost ovre i Danmarkshuset og gået lidt rundt i
kirkerummet, hvor boderne var stillet op. Man skulle egentlig tro toilettjansen
var en tjans man fik fordi man var hadet, men ungdomsvejlederen fortalte at det var dem hun mente var
ansvarlige nok til at klare det, som fik den, så det var egentlig et
kompliment.
Derefter skulle jeg egentlig have i “gran og blomster”-boden,
men der havde de ikke brug for hjælp, så jeg endte med at blive køkkenhjælp, som bare er
en pænere måde at sige, at man skulle sørge for opvasken. Heldigvis har kirken
sådan en industriopvaskemaskine så det tog ikke særlig lang tid at vaske
servicet. Problemet var jo bare, at folk blev ved med at spise så der var hele
tiden noget at vaske op.
Da buffeten så blev lukket ved en 8-tiden begyndte vi at
rydde lidt op til auktionen, hvor diverse folk og butikker havde doneret ting,
der skulle sælges. En af buffetdamerne fik mig til at hente en skål, hvor æblekagen
ikke helt var blevet spist og sagde til mig og en anden, at hvis vi fandt nogle
skeer kunne vi bare spise resten. Så det gjorde vi. For anden gang fik jeg
æblekage. Deeejlig aftensmad.
Så blev det tid til auktion. Flere borde og stole var blevet
sat op så alle de, der ville kunne sidde ned. Jeg endte med at sidder ovenpå
buffeten som så egentlig var
“backstage”. Det meste af auktionen foregik på fransk. I
starten var beskrivelserne også på dansk, men langsomt blev det kun til fransk,
medmindre det var priserne, så blev de også oversat til dansk de fleste af
gangene. Så jeg havde den egentlig super med at jeg forstod, hvad der blev sagt
om alle genstandene. Super følelse!
Der blev solgt et par møbler fra kirken, som auktionarius
(som var ham, der også var guide på turen til Versailles) pænt gjorde opmærksom
på flere gange var “vintage”
– det sælger måske bedre, hvis man nævner det flere gange?
Efter de store møbler var blevet solgt gik det over til
diverse kunstværker, hvor en af dem som holdt et af billederne op fik alle til
at grine, da han holdt et moderne abstrakt billede op og ikke kunne finde ud af
hvilken vej det skulle vende, så han stod og drejede på det til stor morskab
for os alle.
Da de gik videre til nogle andre billeder begyndte de at gå
lidt i panik over ikke at kunne finde dem, da jeg så opdagede, at de stod bag
ved buffeten (og dermed mig) og det var så sådan jeg endte med at blive
fremviser til min første auktion.
Rigtig mange af tingene, der blev solgt var sponsoreret af
diverse forretninger (ECCO havde blandt andet en rigtig fin taske i spil som desværre kom op på en højere pris end jeg ville være med til – dog
billigere end butiksprisen)
Jeg havde set på en af auktionslisterne, hvor to skrev
priserne ned, at der ville blive solgt to tørklæder, som jeg så hjalp med at
fremvise. De var begge af mærket “Jérôme L’Hullier” og fra butikken ved Palais Royal (lige ved siden af Louvre), men ikke helt ens.
Det var første var bredere (og pænere, men det er måske,
fordi jeg ikke lige er til gulbrune tørklæder) end nr. 2, men begge af silke
(meget blødt kan jeg informere om). Da det første blev vist frem, var
startbuddet (hedder det det?) på 35 euro, hvor jeg så pænt rakte hånden op,
mens jeg stod og prøvede at lægge tørklædet lidt sammen så det var mere
håndterligt at vise frem (omkring 2 meter langt), og dermed var jeg første
byder (når man tænker på, det var min første auktion har jeg været ret så involveret).
Folk begyndte at klappe og grine, da jeg havde gjort opmærksom på mig selv –
jeg tror det var, fordi de ikke lige havde regnet med, at nogle af medhjælperne
ville byde på noget. En mand fik mig til at gå hen til ham, så han kunne føle
stoffet, kort efter slog hammeren og jeg vandt (siger man vandt? Auktionstermer
er ikke min spidskompetence) min første auktion (kan jeg virkelig sige det?),
igen klappede folk – denne gang mere af høflighed, for det gør man åbenbart til
en auktion. Jeg er ny til auktioner, jeg ved ingenting om, hvordan det foregår!
Da jeg så kom tilbage til “backstage”-området for
at lægge tørklædet og give mit navn til folkene, der skrev navne ned, mens vi
ventede på, det næste tørklæde blev fundet frem, var der en, som fortalte mig,
at hvis vi var blevet ved lidt endnu kunne det være blevet solgt for 100 euro.
Desuden var der en, der fortalte mig (og en anden fortalte det samme senere
efter auktionen), at butiksprisen er +150 euro. Manden, som følte på stoffet,
fortalte mig også bagefter, at jeg havde været heldig for han skulle lige til
at byde, da hammeren slog.
Så tak til auktionarius, for at holde prisen et sted, hvor
jeg også kunne lege med.
Se lige, hvor fint det er!
Den sidste ting, der blev solgt var den sidste dåse øl, som
blev solgt for 35 euro, eftersom folk blev ved med at lege med og dermed hævede
prisen.
Så var auktionen jo egentlig slut, man skulle så bare lige
betale og så vendte jeg ellers snuden mod min seng. Jeg kom tilbage klokken 12.
Dermed havde jeg været på i 12 timer
Søndag startede vi allerede klokken 11, da julebasaren
skulle lukke klokken 16. Jeg var (endnu en gang) på personalebespisning, men da
der ikke var så travlt – og en del frivillige ikke havde set, at det var
klokken 11 vi skulle starte – endte jeg på opvasken (endnu en gang). Selvom det
ikke er så sjovt at vaske op, hyggede vi os nu egentlig meget godt alligevel.
Der var knap så travlt som om lørdagen, så man kunne stå og snakke mens man
slappede lidt af mellem bølgerne af opvask, der kom ud i køkkenet.
Derefter var jeg “papansvarlig”, men der var ikke
så meget pap, da vores vagt begyndte, så vi gik over i Danmarkshuset for at få
noget frokost og bagefter samlede vi lidt pap sammen og fik det ordnet, og da
vi havde gjort det gik vi lidt rundt og kiggede på boderne.
Klokken 16 skulle vi begynde at rydde op. Gæsterne var dog
lidt langsomme til at komme ud, så vi kom først i gang lidt senere, men det
hjælper selvfølgelig altid at pakke tingene sammen så folk fanger hintet. Jeg
hjalp med at pakke børnetombolaen ned, og af en eller anden grund havde de købt
for mange rosinpakke, så de ansvarlige for boden fortalte os, der hjalp med at
rydde op, at vi da bare kunne tage nogle, hvis vi ville, så nu har jeg rosiner! 
Derefter hjalp jeg med at lave en kæde, der skulle få vin
ned i kælderen (vin er tungere end man skulle tro, når man står på en trappe!)
og dernæst med at bære stole op på loftet. Herefter skulle reolerne i bogboden
skilles ad. Her havde vi brug for noget værktøj, så jeg gik på jagt efter en
knibtang og en skruetræller, som jeg formåede at låne fra to franskmænd vha.
gebrokkent værktøjsfransk og mimik (egentlig var det en saks jeg gerne ville
låne, men “snip snip” betyder åbenbart “knibtang” på
fransk). Så skulle bordet til julefrokosten dækkes, og jeg endte egentlig også
med at hjælpe med at sætte kirken sammen igen (alterlænedimsen skulle sættes på plads efter den havde været pakket væk, og stolene skulle
sættes på plads) Jeg fik også lige vasket gulv efter køleskabene til en
madvarebod var blevet båret ud.
Så blev det tid til julefrokosten, hvor præsten startede med
at holde en tale og fortalte, at sidste års omsætning var slået i år (vidste
dog ikke lige med den endelige indtjening, da vi skulle “feste på de store
tal”. Vi fik smørrebrød til aftensmad (som om vi ikke havde set nok af det
i weekenden), og sang et par sange (I Danmark er jeg født, Vær velkommen
herrens år, Nu’ det jul igen med dans rundt i kirken, hvis man ville [ville jeg
ikke!] og Dejlig er jorden).
Da det kom til desserten, havde jeg allieret mig med en af dem
jeg sad sammen med (dansklæreren i kirken – alle de “unge” havde et
bord for sig selv, men, fordi jeg valgte at hjælpe til i stedet for straks at
finde mig en plads så endte med “de voksne”) for at hente dessert før
det hele forsvandt. Vi kom dog ud til tomme fade, og nåede at blive lidt triste
(og sure i mit tilfælde, man skal sørge for, at der er nok til alle!), men to
piger kom og reddede dagen, da de bar på tre lagkager (YES! havde sådan glædet
mig til at smage den)
Lagkagen var skøn kan jeg så informere om, men før jeg
rigtig kunne begynde på den, var der en fra kirkerådet, som holdt en lille tale
for at fortælle, hvordan præsteparret havde “bestået julebasartesten”
eftersom det var deres første julebasar i Paris og det egentlig var “den
store test”. Derefter var det så småt ved at være slut (og jeg kunne få
spist min lagkage!). Man kunne blive at sidde og snakke videre, men det havde
så småt været en rigtig lang weekend så jeg begav mig mod min seng.
