Blog Image

Aupair

Livet som au pair i Paris

En lille forklaring på denne blog
Jeg blev kraftig opfordret til at skrive en blog, mens jeg er i Paris, og besluttede så (næsten frivilligt) at begynde at fortælle om, hvad jeg oplever her i byen - både for at familie og venner kan følge med, men også for, at fremtidige folk, som overvejer at blive au pairs, kan få endnu et synspunkt på, hvordan det er.

Filmoptagelser

Paris Posted on Sun, April 12, 2015 11:16:33

En af vejene, der ligger et stenkast fra mig, bliver åbenbart brugt rigtig tit til filmoptagelser. I september optog de en film på en café for enden af vejen, som hedder Bis – der er åbenbart en del kendte franskmænd med i den.

Her i marts blev det dog lidt mere interessant for lige pludselig var gaden blevet forvandlet til en gade fra det 19. århundrede. Gennem noget googling er det en film, der kommer til at hedde Chocolat, som de stadig er ved at optage. Hvornår den har premiere ved jeg ikke.



Je suis Charlie #2

Paris Posted on Tue, January 20, 2015 15:45:01

Jeg er endnu ikke stødt på nogle paniske mennesker eller
noget sted, hvor der er kaos.

Der er meget politi og militær rundt omkring, men det er
mest, fordi de står og passer på jødiske steder. Det er i hvert fald, hvad jeg
har læst mig til.

Der er virkelig ikke nogen uro eller panik, man føler sig
ganske tryg ved at gå rundt i byen.

Mest af alt ligger hele episoden lidt i baghovedet.

Medmindre man selvfølgelig støder ind i et af de mange
“Je suis Charlie”

Jeg ved ikke, hvornår det er sket, men på et eller andet
tidspunkt er der nogle, der har gjort Place de la Republique til et mindesmærke
(sådan mere eller mindre) for ofrene.



Je suis Charlie

Paris Posted on Fri, January 09, 2015 00:14:14

Da angrebet på Charlie Hebdo skete en onsdag – som er min lange dag, hvor jeg kun er sammen med børnene – fandt
jeg kun ud af, at der var sket noget, fordi min mor skrev til mig og spurgte om
jeg havde set nyhederne. Det havde jeg af gode grunde ikke, så jeg fik en
hurtig opsummering (som endte med at vare hele dagen, da nye informationer blev
ved med at dukke op)

Fik selv læst mig til,
at bladet oprindeligt havde trykt Muhammed-tegningerne samt nogle af deres egne
kort efter Jyllands-Posten havde trykt dem
,
og at bladet her for ikke så længe siden havde genoptrykt dem og dette var
grunden.

OBS! Jeg har ikke haft særlig meget tid til at følge med i
sagen, så er langt fra sikker på, om ovenstående er sandt

Uanset hvad, er det underligt at sidde som dansker i Paris
og opleve Muhammed-krisen igen – dog på en lidt anden måde her.

En af de artikler jeg læste,
var om en dansker, som var i Paris og sagde, at her var en “panisk
stemning”
. Nu har jeg jo ikke været så meget ude i byen, men trods alt bor
jeg ikke så langt fra stedet, og jeg har ikke oplevet nogen decideret
“panisk” stemning.

Ja, der har været mere udrykning end der plejer, folk er
lidt mere nedtrykte end de plejer, men jeg har ikke oplevet, at nogle var
paniske.

Man kan mærke, at sikkerheden virkelig er blevet skærpet så
der er ikke nogen grund til at gå i panik.

Da jeg tog metroen i skole i dag (torsdag) var der nogle
metroarbejdere, som gik langs sporet med lommelygter for at sikre sig, at der
ikke var noget som var til fare for folk (fortolker jeg på situationen. Kan
ikke forestille mig hvad de ellers skulle lave).

Før vi begyndte på den egentlige
lektion startede vores lærer med at snakke med os om det der var sket, og om at
vi skulle passe på os selv.

Da jeg var inde i en butik for at handle var man nødt til at
åbne sin taske for, at en mand kunne tjekke, at man ikke havde noget man ikke
skulle have, før man fik lov til at gå indenfor.

Udover metroarbejdere, der går langs sporene og flere
sirener end normalt, har metroen også været lidt mere upålidelig end den
plejer, da den flere gange har holdt stille på en station i flere minutter. Om
dette har noget at gøre med Charlie Hebdo skal jeg ikke kunne sige noget om,
men sikkerhedsbeskederne, om at man skal passe på og huske sine egne ting er
blevet sagt utrolig mange gange på stationerne og i togene. Flere gange i går,
end jeg har hørt siden jeg kom.

Jeg så det ikke selv, men Eiffeltårnet slukkede klokken 20 torsdag aften med at lyse til ære for de dræbte. Desuden er flagene på halv og
“Je suis Charlie” står skrevet flere steder med graffiti og i alle
mulige andre ting og sager
.

I et nyhedsbrev fra en hjemmeside lidt ligesom Kino:

hvor linket fører til en side, der omhandler en dokumentar fra 2008.

Torsdag
klokken 12.00 var der et minuts stilhed. Jeg sad i skole, og havde time, så vi
var faktisk ikke en del af det, men i Disneyland holdt man et minuts stilhed.

Det stykker som jeg har set i
teatret hernede, Le Bal des Vampires, har – som mange teatre har – et stort
skilt, hvor alle skuespillernes navne står på, så man kan se hvem der spiller
hvilke roller. Til forestillingen torsdag aften var det dog lidt anderledes,
da de skriver på de sociale medier: “I aften er alle kunsterne i Le Bal
des Vampire Charlie #Vi er Charlie”

Det er forfærdeligt, hvad der er sket, men jeg må altså påpege, at medierne overdriver. Sådan som Paris bliver beskrevet lige nu, er ikke det Paris jeg har oplevet. Måske er jeg bare ikke de steder, hvor folk er paniske og der er kaos?

Opdatering følger.



Frederikskirkens julebasar

Paris Posted on Thu, December 04, 2014 14:20:55

Kirken holder hvert år en julebasar for at samle penge ind
til kirken. Det er mest de gamle, der står for det – de har boderne, sørger
for, at de ting de skal sælge er der (bestille hjem og sådan) og står i dem til
selve basaren. Selvfølgelig hjælper de ansatte i kirken også til, og udover dem
er der rekrutteret en hel del unge frivillige til at hjælpe med at sætte
basaren i ugen op til og hjælpe til i selve weekenden (fredag til søndag).

Søndag startede vi og jeg blev ret hurtigt sat på
køkkentjansen som betød, at jeg egentlig ikke hjalp med at rive kirken ned, men
“bare” sørgede for frokost til efter det meste var ryddet væk. Det
var super hyggeligt, og jeg tror egentlig, at vi brugte længere tid på at spise
frokost og sidde at snakke imens end at arbejde. Fordi jeg var ude i køkkenet
var alle pladser blevet taget og folk var godt i gang med at spise, da jeg kom
ind, så jeg var nødt til at kapre en bordende – hvor der allerede sad nogle på
langsiden af bordet – med min tallerken mens jeg fandt mig en stol. Så sad vi
der i et par timer og snakkede. Mig som den eneste dansker, og så ellers
udlændinge, der snakkede dansk.

Jeg skulle også have været i kirken for at hjælpe til hele
ugen, bortset fra onsdag, men fordi jeg var syg mandag og tirsdag kom jeg først
torsdag, hvor jeg hjalp med at bære en del ting op på loftet (man skulle ikke
tro, at tomme flyttekasser var så besværlige at have med at gøre) og tegne på
nogle whiteboards i kælderen, som var lavet til en café.

Fredag kom jeg og skulle egentlig have hjulpet med
personalebespisning i Danmarkshuset – som ligger på Champs-Élysée (hvis man går
ned fra Triumfbuen kan man ikke undgå at se to Dannebrogsflag), hvor der var
lavet et lille cafeteria for personalet så man kunne få noget frokost – men da
jeg kom ind mødte jeg ungdomsvejlederen, som har stået for de frivilliges
vagtplan, som sagde, at de ikke havde brug for hjælp derovre så i stedet kom
jeg til at stå i garderoben, hvor vi tog folks overtøj – men kun hvis de ville
af med det 😉 – og talte, hvor mange besøgende, som kom med en klikker og med mellumrum skrive hvor mange, der var kommet på det givne tidspunkt –
indenfor de første 20 minutter var der kommet over 210 gæster,
ungdomsvejlederen fortalte mig, at folk havde stået i kø udenfor for at komme
ind!

De to, som stod i garderoben før jeg kom, gik til frokost
lidt efter jeg var kommet så jeg stod alene med garderoben i måske en halvtimes
tid. Det var egentlig hyggeligt nok, man skulle bare lige vænne sig til at folk
per refleks taler fransk til en. Det virkede som om, der var flere franske
gæster end danske. Selvom det foregik på fransk det meste af tiden, gik det
super og jeg fik small talket en hel del…

De to andre kom så tilbage og stod der indtil de skulle
videre til deres næste vagt klokken 15. Fordi jeg kun var der i et par timer
havde jeg kun en vagt så jeg blev pænt stående og tog mig af garderoben, mens
jeg ventede på dem, som skulle hjælpe til efter de to andre.

Der kom bare ikke lige nogle.

Ved en halvfire tiden kom ungdomsvejlederen forbi og vi kom
frem til, at ham som skulle have hjulpet til var gået til frokost så
organisten, som ikke lige havde noget at lave blev sat til at hjælpe mig med
garderoben indtil jeg skulle gå ved en 16-tiden for at nå, at hente Quentin fra
skole. Mens vi ventede på ham den anden fik jeg også lige oplært organisten i
garderobekunsten, fordi vi ikke lige vidste hvornår den anden kom tilbage fra
frokost. Det nåede han dog at gøre lige før jeg skulle gå, så garderoben overlevede.

Lørdag kom jeg klokken tolv og var på “rydde borde i
restaurant og café”-tjansen, men endte med at blive stikirenddreng (-pige)
mellem buffeten og kælderen, hvor de lavede smørrebrød og kager. Jeg fik
utrolig meget motion efter at have gået op og ned af de trapper i tre timer med
smørrebrød og kager.

Senere, da jeg egentlig var på et andet hold, fortalte en af
buffetdamerne, at jeg var den bedste medhjælper de havde haft i hele weekenden,
for jeg stod ikke bare stille og ventede på en ordre, men gjorde selv en
indsats og tænkte selv.

Under min stikirenddrengs tjans havde jeg slet ikke nået at
få frokost, og da jeg stod nede i kælderen og ventede på, noget smørrebrød blev
færdigt, sagde kagemanden, at hvis jeg kunne finde en tallerken kunne jeg få
noget æblekage til frokost.

Kunne jeg finde en tallerken? Ja, det kunne jeg da
tihvertifald! Så jeg fik æblekage direkte fra mikseskålen før den egentlig var
blevet samlet. Skøøøn frokost!

Efter buffetvagten var jeg den “toiletansvarlige”,
hvor man skulle tjekke hver halve time om der var pænt og rent, og en gang
under vagten gøre rent (vaske gulv). Det var en lidt afslappet tjans at have så
jeg fik også spist (rigtig) frokost ovre i Danmarkshuset og gået lidt rundt i
kirkerummet, hvor boderne var stillet op. Man skulle egentlig tro toilettjansen
var en tjans man fik fordi man var hadet, men ungdomsvejlederen fortalte at det var dem hun mente var
ansvarlige nok til at klare det, som fik den, så det var egentlig et
kompliment.

Derefter skulle jeg egentlig have i “gran og blomster”-boden,
men der havde de ikke brug for hjælp, så jeg endte med at blive køkkenhjælp, som bare er
en pænere måde at sige, at man skulle sørge for opvasken. Heldigvis har kirken
sådan en industriopvaskemaskine så det tog ikke særlig lang tid at vaske
servicet. Problemet var jo bare, at folk blev ved med at spise så der var hele
tiden noget at vaske op.

Da buffeten så blev lukket ved en 8-tiden begyndte vi at
rydde lidt op til auktionen, hvor diverse folk og butikker havde doneret ting,
der skulle sælges. En af buffetdamerne fik mig til at hente en skål, hvor æblekagen
ikke helt var blevet spist og sagde til mig og en anden, at hvis vi fandt nogle
skeer kunne vi bare spise resten. Så det gjorde vi. For anden gang fik jeg
æblekage. Deeejlig aftensmad.

Så blev det tid til auktion. Flere borde og stole var blevet
sat op så alle de, der ville kunne sidde ned. Jeg endte med at sidder ovenpå
buffeten som så egentlig var
“backstage”. Det meste af auktionen foregik på fransk. I
starten var beskrivelserne også på dansk, men langsomt blev det kun til fransk,
medmindre det var priserne, så blev de også oversat til dansk de fleste af
gangene. Så jeg havde den egentlig super med at jeg forstod, hvad der blev sagt
om alle genstandene. Super følelse!

Der blev solgt et par møbler fra kirken, som auktionarius
(som var ham, der også var guide på turen til Versailles) pænt gjorde opmærksom
på flere gange var “vintage”
– det sælger måske bedre, hvis man nævner det flere gange?

Efter de store møbler var blevet solgt gik det over til
diverse kunstværker, hvor en af dem som holdt et af billederne op fik alle til
at grine, da han holdt et moderne abstrakt billede op og ikke kunne finde ud af
hvilken vej det skulle vende, så han stod og drejede på det til stor morskab
for os alle.

Da de gik videre til nogle andre billeder begyndte de at gå
lidt i panik over ikke at kunne finde dem, da jeg så opdagede, at de stod bag
ved buffeten (og dermed mig) og det var så sådan jeg endte med at blive
fremviser til min første auktion.

Rigtig mange af tingene, der blev solgt var sponsoreret af
diverse forretninger (ECCO havde blandt andet en rigtig fin taske i spil som desværre kom op på en højere pris end jeg ville være med til – dog
billigere end butiksprisen)

Jeg havde set på en af auktionslisterne, hvor to skrev
priserne ned, at der ville blive solgt to tørklæder, som jeg så hjalp med at
fremvise. De var begge af mærket “Jérôme L’Hullier” og fra butikken ved Palais Royal (lige ved siden af Louvre), men ikke helt ens.

Det var første var bredere (og pænere, men det er måske,
fordi jeg ikke lige er til gulbrune tørklæder) end nr. 2, men begge af silke
(meget blødt kan jeg informere om). Da det første blev vist frem, var
startbuddet (hedder det det?) på 35 euro, hvor jeg så pænt rakte hånden op,
mens jeg stod og prøvede at lægge tørklædet lidt sammen så det var mere
håndterligt at vise frem (omkring 2 meter langt), og dermed var jeg første
byder (når man tænker på, det var min første auktion har jeg været ret så involveret).
Folk begyndte at klappe og grine, da jeg havde gjort opmærksom på mig selv –
jeg tror det var, fordi de ikke lige havde regnet med, at nogle af medhjælperne
ville byde på noget. En mand fik mig til at gå hen til ham, så han kunne føle
stoffet, kort efter slog hammeren og jeg vandt (siger man vandt? Auktionstermer
er ikke min spidskompetence) min første auktion (kan jeg virkelig sige det?),
igen klappede folk – denne gang mere af høflighed, for det gør man åbenbart til
en auktion. Jeg er ny til auktioner, jeg ved ingenting om, hvordan det foregår!

Da jeg så kom tilbage til “backstage”-området for
at lægge tørklædet og give mit navn til folkene, der skrev navne ned, mens vi
ventede på, det næste tørklæde blev fundet frem, var der en, som fortalte mig,
at hvis vi var blevet ved lidt endnu kunne det være blevet solgt for 100 euro.
Desuden var der en, der fortalte mig (og en anden fortalte det samme senere
efter auktionen), at butiksprisen er +150 euro. Manden, som følte på stoffet,
fortalte mig også bagefter, at jeg havde været heldig for han skulle lige til
at byde, da hammeren slog.

Så tak til auktionarius, for at holde prisen et sted, hvor
jeg også kunne lege med.

Se lige, hvor fint det er!

Den sidste ting, der blev solgt var den sidste dåse øl, som
blev solgt for 35 euro, eftersom folk blev ved med at lege med og dermed hævede
prisen.

Så var auktionen jo egentlig slut, man skulle så bare lige
betale og så vendte jeg ellers snuden mod min seng. Jeg kom tilbage klokken 12.
Dermed havde jeg været på i 12 timer

Søndag startede vi allerede klokken 11, da julebasaren
skulle lukke klokken 16. Jeg var (endnu en gang) på personalebespisning, men da
der ikke var så travlt – og en del frivillige ikke havde set, at det var
klokken 11 vi skulle starte – endte jeg på opvasken (endnu en gang). Selvom det
ikke er så sjovt at vaske op, hyggede vi os nu egentlig meget godt alligevel.
Der var knap så travlt som om lørdagen, så man kunne stå og snakke mens man
slappede lidt af mellem bølgerne af opvask, der kom ud i køkkenet.

Derefter var jeg “papansvarlig”, men der var ikke
så meget pap, da vores vagt begyndte, så vi gik over i Danmarkshuset for at få
noget frokost og bagefter samlede vi lidt pap sammen og fik det ordnet, og da
vi havde gjort det gik vi lidt rundt og kiggede på boderne.

Klokken 16 skulle vi begynde at rydde op. Gæsterne var dog
lidt langsomme til at komme ud, så vi kom først i gang lidt senere, men det
hjælper selvfølgelig altid at pakke tingene sammen så folk fanger hintet. Jeg
hjalp med at pakke børnetombolaen ned, og af en eller anden grund havde de købt
for mange rosinpakke, så de ansvarlige for boden fortalte os, der hjalp med at
rydde op, at vi da bare kunne tage nogle, hvis vi ville, så nu har jeg rosiner! smiley

Derefter hjalp jeg med at lave en kæde, der skulle få vin
ned i kælderen (vin er tungere end man skulle tro, når man står på en trappe!)
og dernæst med at bære stole op på loftet. Herefter skulle reolerne i bogboden
skilles ad. Her havde vi brug for noget værktøj, så jeg gik på jagt efter en
knibtang og en skruetræller, som jeg formåede at låne fra to franskmænd vha.
gebrokkent værktøjsfransk og mimik (egentlig var det en saks jeg gerne ville
låne, men “snip snip” betyder åbenbart “knibtang” på
fransk). Så skulle bordet til julefrokosten dækkes, og jeg endte egentlig også
med at hjælpe med at sætte kirken sammen igen (alterlænedimsen skulle sættes på plads efter den havde været pakket væk, og stolene skulle
sættes på plads) Jeg fik også lige vasket gulv efter køleskabene til en
madvarebod var blevet båret ud.

Så blev det tid til julefrokosten, hvor præsten startede med
at holde en tale og fortalte, at sidste års omsætning var slået i år (vidste
dog ikke lige med den endelige indtjening, da vi skulle “feste på de store
tal”. Vi fik smørrebrød til aftensmad (som om vi ikke havde set nok af det
i weekenden), og sang et par sange (I Danmark er jeg født, Vær velkommen
herrens år, Nu’ det jul igen med dans rundt i kirken, hvis man ville [ville jeg
ikke!] og Dejlig er jorden).

Da det kom til desserten, havde jeg allieret mig med en af dem
jeg sad sammen med (dansklæreren i kirken – alle de “unge” havde et
bord for sig selv, men, fordi jeg valgte at hjælpe til i stedet for straks at
finde mig en plads så endte med “de voksne”) for at hente dessert før
det hele forsvandt. Vi kom dog ud til tomme fade, og nåede at blive lidt triste
(og sure i mit tilfælde, man skal sørge for, at der er nok til alle!), men to
piger kom og reddede dagen, da de bar på tre lagkager (YES! havde sådan glædet
mig til at smage den)

Lagkagen var skøn kan jeg så informere om, men før jeg
rigtig kunne begynde på den, var der en fra kirkerådet, som holdt en lille tale
for at fortælle, hvordan præsteparret havde “bestået julebasartesten”
eftersom det var deres første julebasar i Paris og det egentlig var “den
store test”. Derefter var det så småt ved at være slut (og jeg kunne få
spist min lagkage!). Man kunne blive at sidde og snakke videre, men det havde
så småt været en rigtig lang weekend så jeg begav mig mod min seng.



Månedens kulturelle indslag

Paris Posted on Tue, November 11, 2014 13:26:07

Nu har vi jo haft oplevelsen af at være i biffen i USA så
skal det da også opleves i Paris. Selvfølgelig hjælper det også på lysten, at
filmen jeg så var baseret på en bogserie, som bare er dejlig (kan klart
anbefale den – Victor tag dig sammen og få læst dem!), så selvfølgelig skulle
jeg også se filmen.

Franske biografer kan bare være lidt trælse…

Jeg havde spurgt faren i familien om hvordan franske
biografer fungerer og han fortalte om en hjemmeside som skulle være lidt
ligesom Kino (det er den ikke! Selv efter Kinos trælse opdatering er den
bedre).

Alle film i Frankrig blive jo dubbet, og da jeg egentlig
helst ville undgå en dubbet version valgte jeg at søge efter VO – version originale. Der var bare det
lille bitte problem, at kun et par forestillinger dukkede op. “Nå,”
tænker jeg så. “Hvis det skal være på den måde!” Så var jeg fornærmet
og bestemte mig for at vente til selve ugen, hvor den havde premiere (kan vi
lige værdsætte, hvordan film i Frankrig har en senere premiere end i resten af
verden? Bemærk sarkasmen, den havde næsten været i biffen i en måned alle andre
steder!) Så det gjorde jeg, men ak ve åh
smerte!
Der var stadig kun de der få forestillinger, så det blev jeg jo
nødt til at acceptere, hvis jeg ikke ville have den franske udgave. Jeg fik så
bestilt en billet til tirsdag aften (22.15) til en billigere pris pga.
studiekort (point til franske biografer). Selv uden rabat ville det have været
billigere end derhjemme. Jeg måtte af med omkring 8 euro for en
aftenforestilling – ca. halv pris! Dog var billetten jeg fik tilsendt noget
trist

Dog hentede jeg en “rigtig” billet i en
afhentningsautomat i selve biografen (eller teknisk set uden for, den var lidt
mærkeligt bygget op…)

Dog var det nærmere en papirflap, der ville ønske, at den
var en billet, men point for at prøve skal de dog have.

Jeg gik så ind for at komme ind (duh!) og billetfolkene
accepterede så den triste undskyldning for en billet, og damen jeg snakkede med
var rar og venlig, da hun opdagede, at hun talte lidt for hurtigt fransk til,
at jeg kunne forstå det. De skal nemlig lige tjekke om man rent faktisk er
studerende eller om man bare lyver, men klog som jeg var havde jeg mit
studiekort (som også er en
papirflap!) med, så jeg kom ind uden problemer.

Dørene til salen (nr. 1 endda – totalt fornemt) var ikke
åbne endnu, så en længere kø var dannet, så jeg stillede mig også pænt op. Der
stod vi så og stod. Og vi stod lidt mere. Så kom en mand og hundsede folk
fremad, der kom jeg faktisk meget tættere på døren, og når der er frie pladser i salen er det en meget god ting. Efter det stod vi lidt mere. Og stod og stod og stod
og stod og stod (syng det til melodien fra Bamses Julerejse)

Lige pludselig blev klokken 10 over 10 og filmen skulle
altså begynde kvart over. Dørene var stadig ikke åbne.

ENDELIG! blev de så åbnet og Københavner-genet i mig sikrede
mig en dejlig plads. Lige i midten, virkelig behagelige sæder og ingen omkring
mig. Kunne det blive bedre? Ja, de kunne starte filmen til tiden. Det gjorde de
dog ikke…

Omkring 22.20 begyndte reklamerne, som var flettet sammen
med trailerne. Det var meget mystisk. Først en reklame og så trailer og så
reklame igen. Underligt system, men vi kom gennem det, og endelig (!) begyndte
filmen.

Her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at alt forløb
perfekt og jeg ikke ville behøve at sige noget om noget før jeg kom ud af
biografen…

Desværre kom en gruppe venner for sent…

De fik så den dejlige tanke, at der hvor jeg sad, ville man
egentlig sidde rigtig godt, og det havde de jo ganske ret i for så god er jeg
bare, så der bevægede de sig pænt hen.

Nu kunne de have valgt at sætte sig ned og ikke sige et pip,
men nyde resten af filmen. Gjorde de det? Nænej, selvfølgelig ikke. De er jo
høflige franskmænd og skal da lige høre om der er nogle, der sidder på pladsen
ved siden af mig – den plads som jeg på ingen måde havde spærret eller på nogen
måde gjort mine til at eje den. Derefter forløb det ganske fint. Dog var damen
ved siden af lidt højlydt i sin gråd og sit grin, men jeg overlevede.

Ingen problemer med at komme ud bortset fra, at biografen
ligger under jorden (da da da dam!) og selve centeret var lukket så man var
nødt til at gå op for at gå ned for at tage metroen. Lidt træls at have med at
gøre.

Til gengæld er deres teatre gode til at sørge for ordentlige
billeter!

Jeg var inde at se Le Bal des Vampires, som oprindeligt er
en tysk musicalparodi om vampyrer, der fremføres i Paris på Téâtre Mogador her
i efteråret og i vinteren. Selve teatret er simpelthen så fint!

Generelt er franskmænd bedre til at gå i teatret end de er
til at gå i biografen. Der var ingen, som kom for sent og der blev klappet på
de rigtige tidspunkter.

Dog!

Der er dog et “dog”. Mange begyndte at gå mens
skuespillerne bukkede. Det gør man altså bare ikke!

Dybt suk over franskmænds manglende pli.

Dog må min undersøgelse være mere dybdegående, man får ikke
et ordentligt resultat efter to iagttagelser, så jeg må hellere gå i biografen
og teatret igen.



Offentlig transport til/fra Orly-lufthavn

Paris Posted on Tue, November 11, 2014 13:13:29

Hvis der er nogle, som skal til eller fra Paris fra Orly og
har tænkt sig at benytte sig af offentlig transport (og som ikke har noget imod
at bruge en 20-30 minutter ekstra på transporten) vil jeg anbefale IKKE at
benytte sig af Orlyval+RER.

Selv har jeg et pass Navigo så i weekenden og om fredagen
kan jeg køre i alle zoner med RER, men når man står af på Antony med RER-B for
at skifte til Orlyval duer Navigo ikke mere, så jeg skulle betale 9 euro ekstra
for at køre i 10 minutter.

Derimod kan jeg køre hele vejen på mit metrokort, hvis jeg
tager metrolinje 7 (La Courneuve – Ivry/Villejuif) og står af på endestation
Villejuif og der skifter til T7 (tram 7) og tager den til Aéroport d’Orly.

For dem, som ikke har et metrokort (hvilket jo er de fleste
turister) koster turen med RER og Orlyval omkring 10 euro, mens M7+T7 koster
3,40 euro per person (1,70 euro per billet; en billet til metroen og en til
tram)

Dette er værd at have i baghovedet når man planlægger, da det ikke er en transportmulighed, der bliver reklameret for



Versailles

Paris Posted on Tue, November 11, 2014 13:09:50

Vi mødtes på Gare Montparnasse klokken halv ni, så det
betød, at man skulle meget tidligt
op… Og så endda en lørdag! Men vi overlevede og kom afsted med et lyntog ligeså snart alle var
ankommet. Vi var en ca. 30 stykker plus guide og arrangør af turen. Selve turen
til Versailles tog omkring 10-15 minutter. Jeg havde regnet med, at det ville
tage længere tid, men åbenbart ikke med lyntog.

Men pointen var jo, at vi ankom og det gjorde vi jo. Så gik
vi fra stationen til selve slottet, hvilket tog en 15-20 minutter. Vi skulle
nemlig også lige have en lille historie om et eller andet hus, der var noget
inde for huse (tror måske det var noget rådhus eller noget i den stil), men vi
ankom dog til selve slottet ret hurtigt efter det. Fordi størstedelen af os var
under 26 og europæiske statsborgere skulle vi ikke betale (wuhuu! Togturen var
for de fleste også gratis, da man kan køre i alle zoner fredag, lørdag og
søndag på metrokortet, så for mig var det en fuldstændig gratis tur). Dog da vi
skulle igennem et sikkerhedstjek blev de fleste af vores madpakker taget fra
os, så vi fik en fin lille nummerflap så vi kunne afhente vores mad senere.

Derefter bevægede vi os ind på slottet, hvor vi stoppede
(eller prøvede på det – det var lidt samlebåndsagtigt med alle de mennesker) i
hvert rum for at finde vores ankerpunkt (ja… han blev ved med at sige
det…).

Vi var “kun” på første sal (der hvor Spejlsalen og De kongelige gemakker er), men vi fik så til gengæld rigeligt med historie om de
rum (mange ankerpunkter, mange reliefer og statuer og andre spændende ting og
sager). Ganske underholdende var det, da en museumsmand kom hen mens Henrik
(som kunsthistorikeren hed) fortalte os om et rum og spurgte om han var
“en autoriseret Versailles-guide” for det vil slottet jo selvfølgelig
selv tjene penge på, men næ nej, han var da slet ikke en guide, vi gik bare og
kiggede. Så det gik vi og morede os lidt over indtil vi kom væk fra
museumsmanden.

Efter selve slottet (læs: første sal), hvor vi havde
fornemmet symmetrien og forbindelsen mellem de to trapper vi kom ind og ud af
(hhv. konge– og dronningetrappen), begyndte vi at gå ned mod Marie-Antoinettes
lille slot
og landsby efter at have hentet vores madpakker og holdt et
frokoststop. Personligt synes jeg det “lille” slot og
“landsbyen” var noget af det bedste ved turen. Der var knap så mange
mennesker og man kunne få nogle bedre historier ud af Henrik (som vi gjorde) om
slottet, som ikke nødvendigvis havde noget med et bestemt rum eller en bestemt
genstand på slottet, eller perioden eller hvad vi nu lige ville have svar på.
På slottet skulle vi lige bemærke trappen (for at opretholde den nyfundne
tradition) før vi bevægede os videre rundt, derefter gik vi ned mod den lille
landsby, hvor vi gik lidt rundt før vi bevægede os videre. Landsbyen lignede
noget fra et eventyr. Den er så tydelig falsk at den er hyggelig at gå rundt i.

Derefter gik vi en lidt alternativ vej gennem nogle
haveagtige steder så vi kom hen mod kongens
“lille” slot
, her var vi dog ikke indenfor, men gik gennem en
buegang for at komme hen til forsiden, hvor vi også lige skulle tænke tilbage
på hvad vi havde oplevet på slottet for at finde symmetrien.

Derefter var det tilbage mod stationen – eller hvis man
havde lyst til at gå gennem slottets haver (som man skulle betale for – der er
noget med et lys/vandshow så det koster 9 euro at komme ind) kunne man gå den
vej sammen med Henrik – de fleste valgte dog at gå med Elisabeth (kirkens
ungdomsvejleder) mod stationen. Det var så den tur. Det var super hyggeligt at
være afsted, og selvom vi (læs: jeg) har gjort lidt grin med kunsthistorikerens
ankerpunkter og sådan, var det nu meget interessant at høre hvad han havde at
sige.



Frederikskirken

Paris Posted on Thu, October 09, 2014 07:50:19

Det var igennem den danske kirke i Paris, at jeg fik
formidlet kontakten til min værtsfamilie (så at sige), men udover at formidle
kontakt for au pairs, og sjovt nok, agere som kirke, holder kirken også
arrangementer for unge (og alle andre) i Paris.

En af de første lørdage var der
en velkomstsfrokost for au pairs, hvor
vi havde et par selskabslege (urgh) for at lære hinanden at kende og bagefter
spiste vi frokost (dejlig lasagne). Her byttede jeg nummer med
en anden, som jeg så Sacré Coeur med senere, og efter frokosten mødtes jeg med
Isabelle, hvor vi først så Eiffeltårnet (dog var vi ikke oppe) og derefter gik rundt
og så på byen.

Senere i september var der en intromiddag for alle danskere
i Paris, den var jeg dog ikke med til. Vi fik at vide, at der som regel var en
80 mennesker og det følte jeg ikke lige for at have med at gøre – alt for mange mennesker på en gang!

Men til gengæld benytter jeg mig hver torsdag af, at komme
til kirkens kor. Familien har giver mig lov til at gå lidt før hver torsdag for
at kunne nå hen til kirken til kl. 20.00, hvor koret ca. begynder at øve. Det
tager mig ca. 20-30 minutter at komme derhen med metroen (afhængig af hvor
hurtigt jeg går, og hvor samarbejdsvillige metroen er). De første par gange var
vi en del, men nu er vi nede på en 6-8 stykker per gang – udelukkende
hunkønsvæsener (bortset fra organisten/korlederen, men det gælder ikke). Selvom
vi ikke er så mange er det nu meget hyggeligt alligevel (bortset fra en af de
andre sopraner – for dem som ikke allerede ved det, synger jeg sopran – som har
en meget… skal vi sige skinger stemme? der går lige i øret på mig. Meget
træls. Men udover det er det hyggeligt nok. Efter vi har sunget eller i pausen
er der så kaffe og kage til dem, som vil have det. Som regel efter kor kommer
jeg tilbage ved en 22.30-23.00-tiden, og så i seng for at være klar til skole
om fredagen.

Kirken har også tirsdagsaftener hver tirsdag for alle unge
danskere i Paris, hvor man kan mødes med andre danskere og snakke over kaffe og
kage. Jeg har ikke selv været med til nogle af dem, men min nabo er som regel
med til dem. Nogle gange er der dog et foredrag tilknyttet om tirsdagen, som
jeg har været med til to gange.

Første gang jeg var med, var det et foredrag om kulturchok,
men fordi jeg først får fri, når foredragene starter nåede jeg kun at fange de
praktiske råd til at leve i Paris, hvor foredragsholderdamen gik hønemor på os
alle sammen.

“Ikke gå med store, flashy smykker for ikke at sende
det forkerte signal” – ironisk nok havde hun selv nogle meget store,
flashy øreringe på…

“Når I bor på hotel benyt jer af hotellets pengeboks på
værelset” – for vi bor jo på hotel, når vi er her…

“Split jeres penge op, og gem dem i forskellige lommer
så I hele tiden har nogle kontanter, hvis jeres taske/jakke/bukser bliver
stjålet” – jeg vælger så at fortolke, at vi skal klæde os på til at gå
rundt med penge

“Hav altid nogle penge klar til at give til folk, der
beder om penge. Det er nemmere, og mindre ubehageligt, hvis I bare giver dem 5
euro” – jeg fortolker, at vi skal være underdanige og give op på forhånd

“Hvis I har et stort fancy kamera kan I godt opbevare
det i en kamerataske, men gem kameratasken i en gammel plastikpose så det ikke
bliver bemærket og dermed stjålet”

Behøves der flere
eksempler for at vise, hvor hønemor hun var?

Det jeg hørte af det var totalt latterligt, og spild af tid.

Det andet foredrag var som forberedelse til turen til
Versailles her på lørdag, hvor XXxx kom og fortalte om slottet. Igen kom jeg senere
end da det startede, men han havde valgt at bygge sit lille foredrag op på en
lidt interessant måde. Normalt ville man måske tænke “vi skal besøge
slottet, vi behøver ikke at se billeder fra rummene”, men det gjorde han
ikke. Han tænkte “vi skal besøge slottet, nu vil jeg fortælle dem, hvad de
skal lægge mærke til og hvad ankerpunkterne i hvert rum er”.

Han sagde decideret “ankerpunkter”. Om hvert rum han gennemgik. Det var meget, meget træs at have med at gøre, og totalt uinteressant nu vi er ved det Jeg skal til Versailles og vil se hvad
der er at se, når jeg kommer der. Jeg behøver ikke, at se billederne før jeg
tager afsted. Hans foredrag var ret kedeligt, og også spild af tid.
Forhåbentligt bliver det bedre med hvad end de har af foredrag i fremtiden.

Som sagt har kirken forberedt en tur til Versailles, hvor vi
tager afsted på lørdag. Det skal nok blive (mere) spændende (end foredraget)(selvom vi skal mødes
allerede 8.30, så vi skal tidligt op…) Mere om det efter vi har været der.



Next »