Nu har vi jo haft oplevelsen af at være i biffen i USA så
skal det da også opleves i Paris. Selvfølgelig hjælper det også på lysten, at
filmen jeg så var baseret på en bogserie, som bare er dejlig (kan klart
anbefale den – Victor tag dig sammen og få læst dem!), så selvfølgelig skulle
jeg også se filmen.

Franske biografer kan bare være lidt trælse…

Jeg havde spurgt faren i familien om hvordan franske
biografer fungerer og han fortalte om en hjemmeside som skulle være lidt
ligesom Kino (det er den ikke! Selv efter Kinos trælse opdatering er den
bedre).

Alle film i Frankrig blive jo dubbet, og da jeg egentlig
helst ville undgå en dubbet version valgte jeg at søge efter VO – version originale. Der var bare det
lille bitte problem, at kun et par forestillinger dukkede op. “Nå,”
tænker jeg så. “Hvis det skal være på den måde!” Så var jeg fornærmet
og bestemte mig for at vente til selve ugen, hvor den havde premiere (kan vi
lige værdsætte, hvordan film i Frankrig har en senere premiere end i resten af
verden? Bemærk sarkasmen, den havde næsten været i biffen i en måned alle andre
steder!) Så det gjorde jeg, men ak ve åh
smerte! Der var stadig kun de der få forestillinger, så det blev jeg jo
nødt til at acceptere, hvis jeg ikke ville have den franske udgave. Jeg fik så
bestilt en billet til tirsdag aften (22.15) til en billigere pris pga.
studiekort (point til franske biografer). Selv uden rabat ville det have været
billigere end derhjemme. Jeg måtte af med omkring 8 euro for en
aftenforestilling – ca. halv pris! Dog var billetten jeg fik tilsendt noget
trist

Dog hentede jeg en “rigtig” billet i en
afhentningsautomat i selve biografen (eller teknisk set uden for, den var lidt
mærkeligt bygget op…)

Dog var det nærmere en papirflap, der ville ønske, at den
var en billet, men point for at prøve skal de dog have.

Jeg gik så ind for at komme ind (duh!) og billetfolkene
accepterede så den triste undskyldning for en billet, og damen jeg snakkede med
var rar og venlig, da hun opdagede, at hun talte lidt for hurtigt fransk til,
at jeg kunne forstå det. De skal nemlig lige tjekke om man rent faktisk er
studerende eller om man bare lyver, men klog som jeg var havde jeg mit
studiekort (som også er en
papirflap!) med, så jeg kom ind uden problemer.

Dørene til salen (nr. 1 endda – totalt fornemt) var ikke
åbne endnu, så en længere kø var dannet, så jeg stillede mig også pænt op. Der
stod vi så og stod. Og vi stod lidt mere. Så kom en mand og hundsede folk
fremad, der kom jeg faktisk meget tættere på døren, og når der er frie pladser i salen er det en meget god ting. Efter det stod vi lidt mere. Og stod og stod og stod
og stod og stod (syng det til melodien fra Bamses Julerejse)

Lige pludselig blev klokken 10 over 10 og filmen skulle
altså begynde kvart over. Dørene var stadig ikke åbne.

ENDELIG! blev de så åbnet og Københavner-genet i mig sikrede
mig en dejlig plads. Lige i midten, virkelig behagelige sæder og ingen omkring
mig. Kunne det blive bedre? Ja, de kunne starte filmen til tiden. Det gjorde de
dog ikke…

Omkring 22.20 begyndte reklamerne, som var flettet sammen
med trailerne. Det var meget mystisk. Først en reklame og så trailer og så
reklame igen. Underligt system, men vi kom gennem det, og endelig (!) begyndte
filmen.

Her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at alt forløb
perfekt og jeg ikke ville behøve at sige noget om noget før jeg kom ud af
biografen…

Desværre kom en gruppe venner for sent…

De fik så den dejlige tanke, at der hvor jeg sad, ville man
egentlig sidde rigtig godt, og det havde de jo ganske ret i for så god er jeg
bare, så der bevægede de sig pænt hen.

Nu kunne de have valgt at sætte sig ned og ikke sige et pip,
men nyde resten af filmen. Gjorde de det? Nænej, selvfølgelig ikke. De er jo
høflige franskmænd og skal da lige høre om der er nogle, der sidder på pladsen
ved siden af mig – den plads som jeg på ingen måde havde spærret eller på nogen
måde gjort mine til at eje den. Derefter forløb det ganske fint. Dog var damen
ved siden af lidt højlydt i sin gråd og sit grin, men jeg overlevede.

Ingen problemer med at komme ud bortset fra, at biografen
ligger under jorden (da da da dam!) og selve centeret var lukket så man var
nødt til at gå op for at gå ned for at tage metroen. Lidt træls at have med at
gøre.

—

Til gengæld er deres teatre gode til at sørge for ordentlige
billeter!

Jeg var inde at se Le Bal des Vampires, som oprindeligt er
en tysk musicalparodi om vampyrer, der fremføres i Paris på Téâtre Mogador her
i efteråret og i vinteren. Selve teatret er simpelthen så fint!

Generelt er franskmænd bedre til at gå i teatret end de er
til at gå i biografen. Der var ingen, som kom for sent og der blev klappet på
de rigtige tidspunkter.

Dog!

Der er dog et “dog”. Mange begyndte at gå mens
skuespillerne bukkede. Det gør man altså bare ikke!

Dybt suk over franskmænds manglende pli.

Dog må min undersøgelse være mere dybdegående, man får ikke
et ordentligt resultat efter to iagttagelser, så jeg må hellere gå i biografen
og teatret igen.