Aupair

Jeg er blevet opfordret til at skrive om, hvordan min
hverdag er hernede, og det synes jeg egentlig var en meget god idé.

Nogle af dagene er nogenlunde ens, men der er alligevel en
del forskelle.

Generelt om mandag, tirsdag, torsdag og fredag

Kl. 11.00 starter skolen, og der er jeg så i to timer til
kl. 13.00. Så hele morgenen kan jeg lave hvad jeg vil. Som regel bruger jeg den
til at sove længe 😉

Fra kl. 13.00 til jeg skal hente den yngste fra skole kan
jeg lave hvad jeg vil. Jeg har gået en del rundt i byen, slappet af, brugt
familiens internet (ovre hos mig har jeg teknisk set ikke internet, men min
nabo havde en seddel med en kode til noget gratis som hun delte med mig. Nettet
er bare bedst om morgenen, og hopper af og på som det passer det), prøvet at
finde nogle butikker, der sælger de mest latterlige, corny turistting (Ja,
Tasha, det er til dig ) og generelt været på eventyr i byen.

De mere specifikke ting for de forskellige dage.

Mandag

For det meste går Quentin (8 år) og jeg i parken, som ligger
lige rundt om hjørnet, efter skole, da han ikke skal noget. Min nabo, Victoria,
plejer at sidde at snakke, eller læse bøger (man bliver meget hurtig færdig med
bøger – hurtigere end jeg normalt gør! “Halløj, post-bog-depression”
siger jeg bare). Når vi så begynder at gå hjemad, omkring en 18-tiden spørger
de to drenge ALTID om ikke de lige må lege i “bare 30 minuttet” – som
regel får de et nej. For vi skal lave lektier! Jaa…. Men de bliver som regel
først lavet efter 30 minutters iPad/TV/computer. Efter lektierne er lavet, skal
der lige spilles klaver og så spiller vi en del kort eller brætspil efter det.
Fordi det er mandag (og den mellemste, Clément, 11 år) ikke helt kan finde ud
af vejen til karate, skal jeg følge ham, når jeg så kommer hjem begynder jeg at
lave mad, og sætter Quentin og Fanny (14 år) til at spise, mens jeg henter Clément
og derefter spiser vi ved en 20-tiden. Derefter skal drengene i bad (hvilket de
ikke har lyst til). Mellem kl. 20.00
og 20.30 kommer en af forældrene hjem, så plejer vi lige at snakke lidt om
dagen og bla bla bla, og så kan jeg gå.

Tirsdag

Foregår på præcis samme måde som mandag. Vi går bare ikke i
parken, da Quentin har karate kl. 18.00, så direkte til lektierne (medmindre vi
laver dem om onsdagen) og klaver og så smutter vi. Når jeg kommer hjem igen
begynder jeg at lave mad, og henter ham så bagefter og så spiser vi. Derefter
bad og så plejer forældrene at komme.

Onsdag

I folkeskolen og gymnsasiet var mandag hadedagen. Nu er det
onsdag.

Onsdag har børnene fri fra klokken 12.00 – medmindre man er
på et af de lavere klassetrin, hvor man har fri hele dagen – som Quentin…

Det vil sige, at jeg er på fra ca. kl. 8.30 til kl. 20.30
hver onsdag.

Ha-de.Dag!

Har dog bestemt, at Quentin og jeg skal på eventyr onsdag
morgen. Sidste uge var vi i Notre-Dame (virkelig pæn kirke, er dog nødt til at
tage den forlængede tur alene eller når mor, far og Victor komme i november,
det gik lidt hurtigt). Sådan nogle kulturelle ting kommer til at blive
hverdagen for hver onsdag fremover.

Derefter spiser vi frokost, når de andre også er kommet hjem
og så skal der lige laves de lektier som blev udskudt fra tirsdag, spilles lidt
klaver og rydde lidt op på værelset. Derefter plejer vi at være et par timer i
parken, hvor min nabos families søn som regler plejer at komme med op hos os
bagefter og så leger de et par timer.

Derefter gentager det sig fra mandagen med at Clément skal
til karate og jeg følger osv.

Torsdag

Torsdag er lidt speciel i den forstand, at jeg for en gangs
skyld har planer. Dog først efter deres.

Der kommer nemlig en klavermand, som lærer børnene at
spille. Sjovt nok kan han dansk (som jeg fandt ud af efter den første gang,
hvor jeg faktisk heller ikke vidste, at han kom) så det er ganske rart. Børnene
har hver ca. 45 minutter til at spille, og jeg laver mad imens, men ellers ikke
så meget andet. Når han så går omkring 19.00 – 19.15 skal det gå lidt hurtigt,
for jeg skal gå 19.30 for at komme hen til den danske kirke (mere om den
senere) så vi skal hurtigt spise, og jeg plejer at gå før de er færdige, men
forældrene har sagt, at jeg bare skal skrive til dem, at jeg går, og så er alt
okay.

Jeg skal nemlig nå hen til kor i den danske kirke (som
ligger på en parallel vej til Champs-Élysées – Rue Lord Byron), hvor vi synger
og hygger, og bagefter er der kaffe og kage hvis man har lyst til det.

Fredag

Om fredagen sker der ikke noget specielt, så det er det
almindelige med at hente (måske i parken, ser helst at vi tager derned så der
kan brændes lidt energi af) og spille klaver. Lektierne laver de i weekenden og
jeg laver ikke mad om fredagen, da de som regel tager op i deres hus. Jeg
plejer at lave en madplan her om fredagen og skrive en indkøbsliste til dem, så
jeg får de ingredienser jeg har brug for.

Lørdag og søndag

Weekenderne har jeg for mig selv, og jeg kan lave lige hvad
end jeg føler for. Har gået mig en del træt ved at udforske byen, og opdaget
nogle nye metrostationer og sådan. Weekend = opdagelse og genopladning til
næste uge.

Det er generelt, hvordan min uge ser ud. Nogle gange er der lidt ændringer, og der sker andre ting og sager, men grundplanen så at sige er dette.

En fra min klasse – Isabelle – er også i Paris, så vi
besluttede os for at mødes for at se byen sammen et par dage efter vores
ankomst. Vi mødtes ved min metrostation, da jeg på daværende tidspunkt ikke
havde noget metrokort (sikke en frihed, da jeg endelig fik det!) Vi gik ned af
Rue La Fayette og stødte så ind i Galeries Lafayette, hvor vi lige skulle ind
og lure, hvordan der så ud. Der er en kæmpe kuppel inde i, som er ganske pæn at
se på, og lige når man kommer ind er det som at træde ind i den toldfri –
parfume über alles.

Efter at have været på alle etagerne gik vi forbi operaen
(også ganske fin at se på) og fortsatte ned af Avenue de l’Opera for at se hvad
der skete dernede af. Efter et kort stykke tid, kom vi i tanke om, at jeg
skulle hente den 8-årige (første skoledag) og vi satte snuden tilbage igen.
Efter at have hentet ham gik vi over i parken, hvor han brændte noget krudt af
og vi sad og snakkede. Da vi skiltes blev vi enige om at mødes igen om aftenen
ved operaen for at gå ned til Seinen og se, hvordan der var om aftenen.

Da det blev aften gik vi fra operaen ned til Seinen, hvor vi
fulgte den lidt den ene vej, før vi opdagede, at der ikke var så spændende,
hvorefter vi bevægede os hen mod Eiffeltårnet. Det er utroligt, hvor meget liv
der var, når man tænker på at det “bare” var en tirsdag aften, men
ganske hyggeligt var der. På vejen hjem igen tog vi et par billeder af
Eiffeltårnet om aftenen – desværre er mit kamera er ikke samarbejdsvillig, så
kan ikke lige få dem overført – og bagefter fandt vi Champs-Élysées og gik op
af den før vi bevægede os hjemad.

En anden dag, gjorde vi det samme, bortset fra, at vi mødtes
ved metrostationen ved Isabelles skole, hvor vi opdagede, hvor vigtigt det er
at sige, hvilken udgang man bruger før man mødes. Derefter gik vi ned af boulevarden i den
retning, hvor vi troede operaen var (det var den ikke), så vi endte med at tage
en metro hen mod Seinen, hvor vi gik langs Louvre og stødte ind i
Pont des Arts som vi så lige skulle kigge på. De er begyndt at sætte plader op foran hængelåsene så folk ikke kan sætte flere på (bortset fra, at man teknisk set stadig kan komme til ved pladerne), da noget af broen har været ved at styrte sammen. Vores “endestation”
var ved Louvres pyramide – lang dag + høj temperatur = fortjent siddepause.

Den sidste dag inden Isabelle tog hjem igen, mødtes vi ved
en metrostation tæt på Jardin du Luxembourg, hvorefter vi gik lidt rundt i
haven, og derefter satte næsen mod Pantheon, men endte med at sidde på trappen
(i skyggen!) efter vi opdagede, at det ikke var gratis at komme ind.

Moralen af de mange eventyr: man får meget ømme fødder!

Jeg skal hente den yngste
af børnene fra skole kl. 16.30 og efter et par uger med den tjans, kan jeg
konkludere at franskmænd er sindssyge.

Skolen ligger omkring 200-300 m. fra familiens lejlighed, og
selvom drengen godt kender vejen til og fra skole, skal jeg hente ham. Hvilket
jeg personligt synes er lidt latterligt, men det er jo ikke mig, der bestemmer
det.

Det er dog ikke distancen fra hjem til skole, som er det,
der gør franskmænd sindssyge. Det er hele hente-politikken, der er underlig.

Ved en 16.20-30-tiden kommer alle
forældrene/børnepassere/bedsteforældre/hvem end, der nu skal hente ungerne og
stiller sig op rund om dørene (der er tre døre afhængig af, hvilket klassetrin,
man skal hente), så står man så pænt der og venter, mens der bare kommer flere
og flere hentere (nogle skal selvfølgelig hen i den anden ende – med deres
klapvogn…) Så ringer klokken og de første børn, dem som selv går hjem, kommer
ud. Derefter kommer der en klasselærer frem og åbner den anden del af døren,
hun stiller sig så i døren og venter på, at børnene udpeger deres henter,
hvorefter de skal give hende hånden og så må de gå. Sådan foregår det for hver
klasse, og alle forældrene møver noget så grusomt for at komme hen at hente
deres elskede møgunger.

Endelig kommer den man selv venter på, men halvdelen af
tiden har han fundet mig for jeg har ikke selv kunne se ham.

Efter folk så har hentet børnene, er det stort set dem alle
sammen, som foretager sig en folkevandring ned i den lokale park.

Mennesker overalt. Møvende, larmende mennesker overalt. Det
er et stort gedemarked!

Alle går over vejen selvom der ikke er grønt. Det er så uvant i forhold til derhjemme, hvor man venter på, at signalet skifter – også selvom det er sent om aftenen og der ikke er nogle andre – fodgængere eller bilister – i miles omkreds.

Uanset hvad, så venter man.

Her er det helt anderledes, børnene lærer det, når de er helt små, men det er faktisk noget, som man overtager ret hurtigt. Nu er det sjældent, at jeg kigger på signalet, derimod kigger jeg på vejen for at se hvornår der kommer et hul i trafikken.

Nogle steder (Champs-Élysée og Concorde) er man dog nødt til at kigge på signalet.

Lidt sjovt er det dog, at nogle steder (Operaen) er der kun et signal på den ene side (som selvfølgelig er den side man ikke kan se) så der er det lidt russisk roulette at gå over – virkelig mange biler ved operaen!

En anden ting, man bare skal acceptere er alle løbehjulene. Alle kører på dem, også de voksne. Lidt ubehageligt er det dog at køre over alle indkørslerne – det bumper helt vildt.
Men ganske praktisk er det i Montmartre, hvor der er mange bakker og stejle gader (til dem, der ikke ved det, jeg bor i Montmartre )

Når man tænker på alle de fordomme, der er om franskmænd og
om hvor sippede de er med deres mad, er der godt nok meget af det jeg vil være
uenig i fra nu er.

Der er så meget galt, at det her bare bliver en lang liste
af brok.

For det første er deres køkken utrolig lille, man kan
nærmest kun være en person derude. Samtidig er deres udstyr bare ikke i orden.

Deres ovn har ikke nogle grader, det er bare tal og mellem 6
og 7 er det ca. 180 grader. For det kan man jo sagtens arbejde med. Jeg aner
ikke, hvor alle de andre grader er henne, så det bliver taget lidt på slump.

Ligesom alt andet. For de har ikke et decilitermål (!). De
har heller ikke en hvidløgspresser (*besvimer*) og før jeg bad om hvidløg
(skriver en liste over ting jeg har brug for til min madplan hver fredag –
mindre detalje, at moren ikke altid holder sig til den) havde de ikke noget
(*besvimer lidt mere*)

Deres udvalg af grøntsager er ubeskriveligt. De har en
hulens masse auberginer, ret mange tomater og så noget salat. Nu har de dog
også løg (som jeg bad om), fire gulerødder (derhjemme har vi en kasse) og
blomkål (held og lykke med at få det spist, for jeg bruger det ikke).

Men værst af alt, de havde ikke nogle kartofler eller hakket
kød! Hvordan skal en dansker kunne lave mad uden kartofler, hvidløg og hakket
kød?!

Det var faktisk løgn, det med kartoflerne var ikke det
værste. Det værst er antallet af færdigretter. Udover supermarkeder har jeg
aldrig set så mange færdigretter på det samme sted. Halvdelen af dem ved jeg
ikke engang, hvad jeg skal bruge til.

Den eneste fordom, der rent faktisk holder er franskmændenes
indtag af brød og ost. De har en hel kasse (sådan en som vi bruger til
gulerødder) kun til ost. Næsten hver dag har forældrene en baguette med hjem
(og ude i byen kan man se folk, som bare går rundt med en papirpose, hvor en
baguette stikke op – meget sært), som så bliver spist sammen med ost. De har
allerede besluttet sig for, at jeg er mærkelig for en dag spurgte faren, om han
skulle købe noget brød med og jeg sagde nej, for det var ikke nødvendigt for
retten, hvorefter han så pænt fortalte mig, at han mente til osten, og at det
var en meget u-fransk ting at sige. Udover de her baguettes har de ikke rigtig
andet brød i huset. Kun noget franskbrødsagtig brød, der er så hvidt, at hvid
maling ville være misundelig.

Næsten hver dag spiser de dessert, men ikke kun ost, også
noget yogurtagtigt-mouss-ting, som ikke smager af det store (man blev jo lige
nødt til at finde ud af, hvad det handlede om). Dog er det ikke kun efter
aftensmaden de er usunde. Omkring klokken 17 har de “goûter”, som er
en lille snack-ting, men det er chips, det hvideste brød nogensinde set med
nutella, småkager eller sådan noget de spiser. Familien har æbler og andet
frugt, men det spiser de ikke som en snack.

Det er i den grad en anden verden at komme ind i.

Familien har et hus (som hedder La Chenardière – billeder her) ude på landet ca. 2,5 time fra Paris som
de tager op til hver weekend. Den første weekend var jeg med dem deroppe.

Vi tog afsted omkring middag om fredagen (børnene havde
stadig ferie) og kørte hen for at hente faren på hans arbejde, hvor vi kørte
forbi Triumfbuen (hermed afkrydset på listen over ting, der skal ses – har dog
ikke været oppe i den endnu) og derefter kørte vi hen til byen deres hus ligger
i.

I Paris kører de som sindsyge! Det er nærmest hollandsk
kørsel de har gang (uden at blinke!). Ved Triumfbuen kørte alle bare som det
passede dem, der var ikke nogle streger på vejen, og hvis man skulle ud af
rundkørslen begyndte man da bare at køre ud. Det blev bedre på motorvejen, hvor
vi skulle igennem to betalingsanlæg (O_o underligt. Troede kun man brugte dem i
USA), men den hurtigste vej hen til byen er gennem en masse små veje efter
motorvejen. Disse små veje svinger en del og er også lidt bakkede (lige noget
for far), men bare fordi der er sving, hvor man ikke kan se de modkørende,
betyder det da selvfølgelig ikke at man sætter farten ned i disse sving.

Men næ nej, vi kører da bare
derud af med fuld fart fremad. Man blev kastet lidt rundt i bilen, men lidt
skræmmende var det. Det var først på tilbagevejen, at jeg begyndte at slappe af
og havde tiltro til, at vi ikke ville køre galt.

Uden at være køre galt ankom vi dog ud på eftermiddagen, og
huset skulle åbnes (skodderne åbnes, dørene åbnes osv.) Jeg blev vist rundt, og
fik mit helt eget (store!) værelse på første sal, som egentlig var større end
børnenes egne på anden sal – mistænker, at det er fordi mit værelse lugtede af
havre, så derfor har ingen af dem taget det. Udsigten var der dog ikke noget at
klage over. De har en kæmpe have – og jeg fik vist ikke engang set det hele af
den – med en lille sø, og masser af træer.

Til gengæld fik jeg en del historie
om, hvorfor huset var blevet bygget og sådan af faren, som virker til at være
meget (!) historieinteresseret. Det var noget med, at da der var konger skulle
hoffet og alle dem, der nu fulgte med, når kongen rejste skulle have et sted at
bo, når kongen var på slottet (eller noget i den stil) og derfor blev der
bygget en del af sådan nogle huse, som så har været i familien i noget tid,
hvorefter de så købte det af morens bedsteforældre.

Begge aftener havde forældrene middage hos nogle venner, så
teknisk set var jeg stadig på arbejde, da jeg skulle sende ungerne i seng, men
det var hyggeligt nok. De spillede meget X-boks og datteren og jeg så The
Voice: Kids om lørdagen efter drengene var gået i seng. Vi skal nok være glade
for, at det program endnu ikke er kommet til Danmark. Udover at spille meget
X-boks, spillede vi også et par brætspil (aldrig spil Matador, når man ikke
helt forstår, hvad der bliver sagt til en! Den yngste snød noget så grusomt) og
jeg fik læst et par (*host host* mere end et
par *host host*) tegneserier.

Alt i alt, var det en ganske hyggelig weekend, men man skal
sørge for at have et par bøger med derop for at få tiden til at gå. Jeg tager
nok ikke med derop lige foreløbig, Paris er lidt mere spændende (og har
internet )

En lille forklaring på denne blog

Jeg blev kraftig opfordret til at skrive en blog, mens jeg er i Paris, og besluttede så (næsten frivilligt) at begynde at fortælle om, hvad jeg oplever her i byen – både for at familie og venner kan følge med, men også for, at fremtidige folk, som overvejer at blive au pairs, kan få endnu et synspunkt på, hvordan det er.

Til selve ankomsten

Jeg ankom til Charles de Gaulle d. 27/8, og hold da op, det kan være en forvirrende lufthavn. Lidt mystisk, at man ikke skulle igennem en eller anden form for paskontrol, man gik bare direkte hen til bagagebåndet for at få sine kufferter. Men uden problemer kom jeg ind hen til den rette adresse i Paris (i det 9. arrondissement), hvor jeg blev mødt af moren, Charlotte, i opgangen efter jeg havde tastet deres kode ind til opgangen. Derefter mødte jeg børnene, mens Charlotte lige fik sat en gardinstang op på mit værelse (YES! Nu kommer solen kun halvt ind om morgenen!). Med den yngste af børnene, en dreng på 8, spillede jeg en (mærkelig!) variant af UNO, mens vi ventede på, at moren kom tilbage så jeg kunne komme hen at se mit værelse og begynde at pakke ud.

Mit værelse ligger på den anden side af gaden, på 6. sal (heldigvis er der elevator). Værelset er nok ca. en 10-12 m2, men det er så også med badekabine, håndvask og “køkken” (- dvs. en kogeplade, elkedel og kaffemaskine). Selvom det er lille er det nu ganske hyggeligt. Det er meget rart at kunne “slippe væk” fra familien, og at man ikke behøver at være social om aftenen (eller dagen).

Lidt mystisk har det dog været at skulle vænne sig til at have nøgler med, når man skal på toilettet, for det ligger ude på gangen og jeg deler det med min eneste nabo, som er au pair for en familie i samme opgang. Hun er også dansker, så det er meget rart at kunne kommunikere uden problemer. Vi er de eneste, som bor på “vores” gang, men lige overfor (som stadig er i denne opgang) bor der også nogle andre. Anyway, nøglerne bliver man nødt til at huske, fordi når vinduet er åbent (som det konstant er – der er ingen udluftning overhoved) så kan døren smække og så kan man pænt stå ude på gangen og glo. Min nøgle er den eneste kopi (hvilket egentlig også er lidt dumt fra familiens side). Endnu mere mystisk er det dog, at stort set ingen toiletter i Frankrig har en vask i det samme rum. Møghamrende ulækkert og uhygiejnisk er alle de danskere som jeg har talt med blevet enige om at det er. Min nabo og jeg har desinficerende tam tam – bare rolig 🙂

Som nævnt har jeg en kode ind til familiens opgang, men jeg har en berøringsflade-dimsedut-som-drømmer-om-at-have-været-en-nøgle-i-tidernes-morgen til min egen opgang. Det er lidt af en tilvænningssag at skulle benytte sådan en dims, men i det mindste er den pålidelig og har ikke ydet nogle problemer.

I modsætning til mine andre to nøgler.

Låsen til min egen dør er teknisk set meget simpel: Man drejer nøglen til venstre og så drejer man den lidt mere, når man tror man ikke kan dreje mere. Så går den op og man kan skubbe døren åben.

Der er bare den lille detalje, at døren binder. Så nogle gange, når man prøver at dreje låsenliiige lidt mere, tænker døren “nej, egentlig ikke. Ikke i dag”, mens den andre gange sagtens kan drejes hele vejen, men så tænker den bare “nej, egentlig ikke. Jeg kan godt lide at være lige her. Jeg bevæger mig ikke” uanset, hvor meget man hamrer på døren. Det er virkelig en dør, som kræver tålmodighed, men i det mindste er den ikke en rumstation som familiens dør er.

Når man åbner den, skal man nemlig dreje nøglen HELE vejen rundt og så lidt til før man kan komme ind, men det er ikke åbningen, som er et problem for mig. Det er lukningen af døren, som er et mareridt. Derhjemme er jeg vant til, at man bare smækker døren og bam! så er den låst. Det samme gælder for min egen dør, men deres? Niksen biksen. Den skal drejes HELE vejen rundt og lidt til, hvilket er simpelt nok i sig selv, bortset fra, at den ikke altid vil samarbejde med en. Heldigvis har jeg opdaget, at hvis man holder fast i døren og læner sig bagud, så hele ens vægt hænger på døren, er det nemt nok at låse døren. Selvfølgelig opdager man det efter, at man i flere dage har kæmpet med at låse døren…

Det er underligt lige pludselig at være alene konstant, men min nabo og jeg er blevet enige om, at musik er godkendt larm, når man er vågen, for det kan godt nok være meget stille at være her. Lidt efter lidt begynder man dog at vænne sig til at være her, og man kommer så småt ind i rutinen. Lidt tid går der nok før det ikke føles underligt!